Smart Connect forbinder pc, mobil og tablet

Her er verdens 10 mest populære mobiler i 2023

iPhone 14. (Foto: Apple)

Apples iPhone 14 telefoner var de mest solgte i Danmark i 2023. Det er der slet ingen tvivl om, når man samtidig ved, at iPhones sidder på en markedsandel på omkring 60 procent her i landet.

iPhone 14 var imidlertid også verdens mest populære smartphone sidste år. 3,8 procent af de i alt 1,1 milliard solgte mobiler var denne ene model.

Storebror iPhone 14 Pro Max landede på en global andenplads med 2,8 procent markedsandel, mens den langt nyere iPhone 15 Pro Max erobrede en femteplads med 1,7 procent.

At topmodellen i iPhone 15 generationen placerer sig så flot, er vildt imponerende. Telefonen nåede kun at være på markedet i godt tre måneder af 2023 for at sælge så godt. iPhone 14 havde trods alt alle 12 måneder til det.

Derfor kan det næppe undre, at iPhone 15 Pro Max var verdens suverænt mest solgte smartphone i fjerde kvartal af 2023.

Tallene stammer fra analysefirmaet Counterpoint Research, der også kan konstatere, at syv af de ti mest populære smartphones på sidste år var iPhones.

Indien er ved at vokse til at blive et af de vigtigste lande for Apple og Samsung at sælge smartphones i. (Foto: Ketut Subiyanto / Pexels)

De tre sidste i den globale Top-10 for 2023 var Samsung Galaxy modeller. Ingen andre mobilmærker havde en telefon, der erobrede 1,3 procent af salget. Det havde været kvalifikationen for at komme blandt de ti mest populære.

At Samsung så fortsat kan hævde at være verdens største mobiltelefon fabrikant, skyldes udelukkende, at den sydkoreanske fabrikant producerer mange forskellige modeller.

Med andre ord er det bredden, der gør det hos Samsung, mens ærkerivalen Apple har relativt få iPhone varianter. De fleste af dem sælger til gengæld rigtig godt hver for sig.

Ifølge analytikerne fra Counterpoint var 2023 også det første år nogensinde, hvor de ti mest populære smartphones sad tilsammen på en femtedel af det totale salg. 20 procent mod 19 i 2022.

At iPhone 14 var og er en bestseller i Danmark, batter dog ikke meget i det store billede. Det gør til gengæld, at Kina og USA stod for halvdelen af alle købte iPhone 14 i verden.

Samtidig stod iPhone 14 alene for 19 procent af Apples totale telefonsalg i 2023. Det er dog langt fra rekorden, som forgængeren iPhone 13 satte i 2022 med 28 procent!

(Grafik: Counterpoint Research)

At iPhone 14 ikke kom op på samme niveau, forklarer Counterpoint med, at forskellene mellem iPhone 13 og 14 var for små.

Millioner af forbrugere droppede derfor at opgradere og hoppede i stedet over på de dyrere iPhone 14 Pro og Pro Max.

De indeholdt flere spændende nyheder som f.eks. en stærkere processor, den nye Dynamic Island i toppen af skærmen plus et større display med hurtigere billed-opdatering.

Det globale salg af smartphones faldt med fire procent sidste år, men Apple undgik nedturen og kunne holde sin omsætning stabil.

Det skyldtes især fremgang i voksende markeder som Indien, Mellemøsten og Afrika, mens Europa og USA var fladet ud.

Inderne alene købte over 10 millioner iPhone enheder sidste år. Det gør Indien til Apples femte-største marked i verden. USA og Kina er de to største.

Budget-telefonen Galaxy A14 5G var Samsungs bestseller i verden i 2023. Den var også den mest købte smartphone i Indien sidste år. (Foto: Samsung)

Lidt overraskende er det nok også at se, at Apples efterhånden aldrende iPhone 13 kunne holde sin position som den fjerde-mest solgte smartphone i verden i 2023.

Det forklarer analytikerne med en stor vækst i bl.a. Japan og Indien. Feber-tilbud hos japanske teleselskaber fik den to år gamle iPhone 13 til at sælge bedre end de nyere iPhone 14 og 15.

Samsungs tre mest populære smartphones i 2023 kom alle fra Galaxy A-familien i den prismæssige budget- og mellemklasse.

Til gengæld glimrer de dyrere Galaxy S-modeller med deres fravær. De skal ellers konkurrere direkte med Apples succesrige Pro og Pro Max telefoner.

Samsung Galaxy A14 5G sikrede sin globale ottende-plads via et stort salg i USA og Indien. Faktisk var Galaxt A14 5G nummer ét i Indien sidste år.

I bunden af den globale Top-10 ligger to Samsung telefoner, der kun har 4G ombord. De er billige og meget udbredte i lande som Brasilien, Indonesien, Mexico og Indien.

Counterpoint Research venter i øvrigt, at toplisten for 2024 vil se noget anderledes ud. Apple vil stadig ligge i top, men der vil komme flere kinesiske smartphone-mærker med i dette års Top-10….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smart Connect forbinder pc, mobil og tablet