Vi vil bruge op til 5000 kr. på Black Friday

Polestar viser egen mobil i december

Polestar 4. (Foto: Polestar)

Tesla har rumsteret med rygterne i årevis. At have en egen smartphone, der passer i design og features til de populære elbiler.

Senest har telefonen været rygtedes omkring Teslas første varebil – Cybertruck.

Dens lancering er imidlertid blevet udsat så mange gange, at al fokus nu synes på at få den kantede pick-up på gaden så hurtigt som muligt. Alt tilbehør er ligegyldigt.

Det giver så til gengæld andre elbil mærker en fordel, og dén har Polestar helt klart til hensigt at udnytte.

I december præsenterer Polestar således sin første smartphone. Det sker sammen med lanceringen af den nye Polestar 4 bilmodel på det kinesiske marked.

Det første piratfoto af den nye Polestar / Meizu telefon viser ikke noget nyt i det ydre. (Foto: Polestar / Weibo)

Ud over mobiltelefonen kommer Polestar 4 også med en række andre, banebrydende teknologier som f.eks. LiDAR radar og Mobileye Chauffeur, der er et system til at gøre elbilen selvkørende.

De første indikationer på Polestar mobilen kom i september, men nu har den kinesisk ejede elbil fabrikant lækket de første fotos og en video af vidunderet.

Telefonen fremstilles af det i Danmark ukendte Meizu mærke, der har samme ejerkreds som Polestar. Nemlig den kæmpestore Geely koncern.

Polestar og Meizu har nu etableret et fælles selskab, som skal stå for udvikling af telefonen og et helt nyt Flyme styresystem, der bliver et alternativ til Apple Carplay og Android Auto.

Mobilen får Qualcomms helt nye Snapdragon 8 Gen 3 chip som motor. Med andre ord får den kræfter og hastighed som en smartphone i topklasse.

Telefonen får tre kameraer med et 50 megapixel hoved-objektiv, en telezoom på 70 mm og en ultravidvinkel på 15 mm.

OLED-skærmen på formentlig 6,7 tommer er helt flad og hurtig, så den er velegnet til spil. På siden af telefonen står Polestars navnetræk og logoet bagpå.

En af de mere interessante ting bliver at se, hvordan Polestar og Meizu vil integrere elbil og mobiltelefon.

Apple og Google har allerede sat standarder, som benyttes af mange bilmærker.

Hverken Apple Carplay eller Android Auto integrerer sig dog dybt i bilens digitale infrastruktur, men fungerer snarere som en grafisk brugerflade oven på.

Den nye Polestar telefon kan integreres fuldt med den store skærm i elbilens instrumentbræt. (Foto: Polestar / Weibo)

Både Huawei og Xiaomi er dog undervejs med både elbiler og styresystemer, der går meget længere og f.eks. styrer bilens evne til at køre autonomt  – som styret af en robot-hånd.

Man kunne godt forestille sig, at Geely vil gøre det samme med Meizu og Polestar. Muligvis vil Meizus Flyme Auto så blive markedsført som Polestar OS.

Ambitionerne er i hvert fald høje på vegne af den næste Polestar 4 elbil, som har kinesisk premiere i december og ventes til Europa i begyndelsen af næste år.

Som en af de første serie-producerede biler på markedet kommer Polestar 4 nemlig med Luminars LiDAR teknologi indbygget. Samme teknologi bruges også i forenklet form i Apples iPhones.

LiDAR står Light Detection And Ranging og benytter pulserende radarstråler til at måle afstande meget præcist.

(Foto: Geely / Weibo)

LiDAR skal være meget mere nøjagtig og alsidig end tilsvarende afstands-målere hos andre bilfabrikanter.

LiDAR skal samtidig være så hurtigt reagerende, at systemet automatisk kan navigere uden om forhindringer. Vigtigt i forbindelse med drømmen om biler, der kan køre af sig selv.

Som supplement til LiDAR vil Polestar indbygge Chauffeur fra Mobileye. Det er et Level 3 system til autonom kørsel.

Med Level 4 kan bilen håndtere de fleste trafikale opgaver på egen hånd, men kræver et menneskes indgriben i mere komplekse og udfordrende situationer.

De fleste biler med del-autonomi ombord er indtil videre kun nået til Level 2, der forlanger, at chaufføren følger med i kørsel og trafik hele tiden….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi vil bruge op til 5000 kr. på Black Friday