YouSee hæver priserne


(Foto: Jeshoots.com / Pexels)
Det bliver dyrere at have tv-pakker hos YouSee. Det samme gælder for en række bredbånds- og mobil-abonnementer.
Danmarks største teleselskab meddeler her til formiddag, at man sætter priserne op pr. 1. januar 2023.
Det sker for at kompensere for øgede omkostninger og inflationen. YouSee tjener ikke en krone på de højere priser, hævder selskabet.
Som udgangspunkt er stigningen mest beskeden i faste tv-pakker og Bland Selv med mindst indhold og mest mærkbar i de store pakker. Typisk mellem 20 og 40 kroner om måneden.
YouSee rammes nemlig selv af kraftige pris-stigninger på indholds-rettigheder til tv som f.eks. sport a la Premier League, Champions League og slutrunder i fodbold. Disse forhøjelser videresender teleselskabet direkte til sine kunder.
Også et antal bredbånds- og mobil-abonnementer hos YouSee får et nøk opad i pris fra nytår. Her er forhøjelsen på mere beskedne 10 kroner om måneden.
De skyldes, at YouSee skal betale højere afgifter til sin netværks-leverandør, og det er jo søsterselskabet TDC Net. Med andre ord bliver pengene i samme koncern.
Alle berørte kunder vil få individuel besked via brev eller e-mail i oktober eller november, oplyser YouSee….
Ingen kommentarer endnu