Smart køler til alle smartphones

Spotify er på vej med højere priser

(Foto: Cottonbro Studio / Pexels)

Alle ting bliver dyrere i disse tider, så hvorfor ikke også abonnementet på Spotify?

Den svenske musik-streaming-tjeneste er verdens største, men har hele tiden haft problemer med at tjene penge på bundlinien.

Den situation bliver ikke just forbedret af, at Spotify nu også har taget lydbøger med på sit repertoire. De koster ikke ekstra for folk med et Premium abonnement.

Ifølge nyhedstjenesten Bloomberg bliver Spotifys logiske svar at sætte priserne op med omkring 10 procent på sine abonnementer.

(Illustration: Spotify)

Fra slutningen af april vil det ske i fem lande inklusive Storbritannien, Australien og Pakistan. USA og formentlig en række yderligere lande vil følge efter senere i år.

Danmark er ikke nævnt, men vi kan nok allerede forberede os på, at det vil ske inden alt for længe:

I øjeblikket koster et Spotify Premium 109 kroner om måneden for en enkelt person, mens familier betaler 179 kroner. Desuden har Spotify et Duo abonnement, mens studerende slipper med månedligt 59 kroner.

Abonnenter får op til 15 timers lydbøger med i prisen, uanset om de vil eller ej. Derfor overvejer Spotify at tilbyde et separat abonnement uden lydbøger til 109 kroner for musik og podcasts alene.

Spotify håber nu at tjene en stor portion penge på lydbøger. (Foto: 4System / Pixabay)

Til gengæld skal det være ganske vist, at Spotify omsider er på vej med musik i ægte High Fidelity kvalitet.

Det vil dog nok koste ekstra, fordi man så får en ”supremium” pakke med både Hi-Fi, lydbøger plus en række yderligere features.

Ærkerivalerne fra Apple Music tilbyder allerede Hi-Fi, Dolby Atmos surround sound og den separate Apple Music Classical service som del af et abonnement til priser fra 109 kroner pr. måned. Apple har ingen lydbøger.

Overordnet set forsøger Spotify at sprede sine indtægter og udgifter. I øjeblikket betaler den svenske streaming-gigant omkring 70 procent af sin omsætning til royalties i musik-industrien.

Spotifys offensive investering i podcasts i de senere år skal ses som et forsøg på at finde flere indtægts-kilder end musik alene. Det samme er tilfældet med de nye lydbøger.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smart køler til alle smartphones