En barbering så tæt som i Star Wars

Fra Nokia til Barbie

(Foto: Mattel)

Hidtil har finske HMD været fabrikanten, som blev kendt for at videreføre Nokias tradition med at bygge mobiltelefoner og smartphones.

Længe har der imidlertid huseret rygter om, at HMD ville droppe sin licens-aftale med Nokia og i stedet producere telefoner under eget navn og i samarbejde med andre kendte brands.

Det første eksempel på den nye strategi kom i dag, hvor HMD præsenterede en lyserød Barbie mobiltelefon.

I den forbindelse er HMD gået i samarbejde med amerikanske Mattel, der holder rettighederne til Barbie og er LEGO’s største rival til titlen som verdens største legetøjs-fabrikant.

Takket være Barbie-filmen har den ellers mere end voksne dukke fået nyt liv. Barbie og lyserøde ting er højeste mode hos piger og unge kvinder over det meste af verden.

Man kan dog undre sig lidt over, at Barbie 2024 ikke får en super-moderne smartphone, men kun en ”dum” klapmobil i et design, der minder om en telefon fra årtusindeskiftet for 25 år siden. Den slags mobiler kaldes også for en ”feature phone.”

Den første Barbie Flip Phone dukker op i butikkerne til sommer. (Foto: Mattel)

Men på den anden side går HMD og Mattel sikkert efter en målgruppe, der begynder helt nede ved små piger i børnehave-alderen.

De fleste forældre mener nok, at de er for unge og skal helst ikke have adgang til Instagram, TikTok eller Facebook med de farer, der lurer i de sociale medier.

Samtidig følger den nye HMD Barbie Flip Phone en trend, som kan ses hos mange teenagere for tiden.

De prøver at blive mindre afhængige af sociale medier og vil hellere nøjes med at bruge deres mobil, som den oprindeligt blev opfundet til for 40 år siden. Nemlig til samtaler, sms, musik-lytning og et par andre ting.

Ifølge HMD forsøger 38 procent af USA’s 16- til 24-årige – den såkaldte Generation Z – aktivt at begrænse deres online-tid i sociale medier. Disse unge kaldes også for ”screenagers.”

Generation Z er desuden den eneste aldersgruppe, hvis daglige ophold i sociale medier er faldet siden 2021.

Arne Mathiasen underviser unge danskere i at blive mindre afhængige af deres smartphone. (Foto: Dumbphone)

Teenagerne vil hellere møde vennerne personligt. Deres fysiske kontakt er vokset med 28 procent, mens deres online kommunikatio er faldet med 13 procent.

I det seneste år har HMD samtidig oplevet, at salget af flip/folde-telefoner er mere end fordoblet.

Trenden ser ud til at fortsætte her ind i 2024, og den får nok et voldsomt spark frem, når den nye Barbie Flip Phone lander i butikkerne til sommer.

I Danmark er Arne Mathiasen en af de største fortalere for feature-telefonens comeback. Han er uddannet kaospilot og står bag hjemmesiden dumbphone.dk:

Indtil videre har han fået over 1.500 elever og studerende til at droppe deres iPhone eller Android smartphone til fordel for en teknisk set mere simpel mobiltelefon:

”Mine elever deltager i eksperimenter, hvor de skifter til en feature telefon i 10 dage. I den periode begyndte de at tale meget mere med hinanden. De sov også bedre og rapporterede om mindre nervøsitet og angst,” forklarer Arne Mathiasen.

Han tilføjer, at han anbefaler sine studerende at bruge smartphones ligesom en tablet. Benyt den til vigtige opgaver. Læg den så til side. Lad være med at blive fortabt i skærmen….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En barbering så tæt som i Star Wars