LEGO invaderer det berømte Fortnite spil

Mobilen genkender dig på din håndflade

 

(Foto: Realme)

Efterhånden findes flere forskellige metoder til at låse sin smartphone op:

Fingeraftryk er det mest almindelige. Andre bruger fortsat pinkode, mens de mere avancerede benytter ansigts-genkendelse som f.eks. Apples Face ID.

Nu dukker der så en fjerde mulighed op. Nemlig din håndflade, hvor mønstret er lige så individuelt og personligt som et finger-aftryk.

Ideen stammer fra den kinesiske smartphone fabrikant Realme, der er et søsterselskab til det i Danmark meget kendte OnePlus.

Den nye GT5 Pro genkender sin bruger på hans eller hendes håndflade. (Foto: Realme)

 

Realme mener, at håndflade-identifikation er meget nemmere at have med at gøre end f.eks. Face ID, hvor man skal have telefonens kamera placeret temmelig præcist foran brugerens ansigt.

Om det også er sådan i praksis, må en senere test kunne dokumentere.

Når jeg bruger udtrykket ”senere”, er det helt bevidst:

Dels har Realme indtil videre ikke indbygget den nye teknologi i andet end sin helt nye toptelefon GT5 Pro.

Kameraerne på GT5 Pro minder om dem, vi får at se på den kommende OnePlus 12. (Foto: Realme)

Dels sælges Realme mobiler kun i meget begrænset omfang på det danske marked.

Realme benytter telefonens 32 megapixel selfie-skyder til håndflade-identifikationen. Her sammenligner den med en godkendt reference, der er lagret i mobilen. Præcist på samme måde, som en finger-aftryks-skanner gør.

Meget smart benytter Realme det samme system til betjening af GT5 Pro via hånd-bevægelser i luften – ”gesture control.”

Her kan man f.eks. sætte en opadvendt tommeltot til at give et ”Like” til et indlæg i et socialt medie eller en sms.

Betjen din mobil ved hjælp af håndtegn. (Foto: Realme)

Tilsvarende kan et knibe-tegn med to fingre flytte til ens app-liste, mens en vending af håndfladen fører til mobilens åbningsskærm.

Den slags kommandoer kan man svært benytte sit ansigt til. Derfor kan Realmes nye idé virke ret oplagt, hvis man ikke gider at klikke på telefonens skærm med sin finger.

Selve Realme GT5 Pro ser ud til at have tekniske specifikationer, der ligger meget tæt på fætteren OnePlus 12.

Sidstnævnte lander i Danmark straks i det nye år, mens Realme nyheden foreløbig kun skal sælges på det kinesiske marked.

Den nye GT5 fås i vegant læder i hvidt eller orange. (Foto: Realme)

Det vil sige, at Realme benytter Qualcomms helt nye Snapdragon 8 Gen. 3 processor. Den er kølet godt ned af et 3VC Iceberg system, så den aldrig løber varm.

Som markedets første smartphone skal GT5 Pro også rumme en særlig chip til computerspil. E-sports Ray Tracing Engine kalder Realme nyheden.

GT5 Pro skal dermed være den første mobil på markedet, som kan håndtere de vilde ray-tracing billeder i det nye ”Backwater Cold” spil 100 procent.

Ligesom OnePlus benytter Realme også et meget lysstærkt display fra BOE. Skærmen er på 6,78 tommer og skal kunne vise billeder i op 4.500 nits lysstyrke.

GT5 Pro bruger også Sonys nye LYT-808 sensor  på 50 megapixel som OnePlus 12. Dog har Realme ikke foto-software fra Hasselblad ombord.

Hoved-objektivet suppleres af en Sony IMX355 vidvinkel på 8 megapixel og en 50 MP periskop telezoom på basis af Sony IMX890.

Realme GT5 Pro kommer med et meget stort batteri på 5.400 mAh, som kan lades op med 100 watt via kabel og 50 watt trådløst. Sidstnævnte foregår via en stander, der skal købes separat.

Endelig skal nævnes, at Realme telefonen fremtræder ret så elegant klædt i vegant læder i enten orange eller et hvidt. Desuden fås telefonen i klassisk mat sort.

Men igen: Realme GT5 Pro vil foreløbig kun blive solgt i Kina, hvor den kan købes fra den 14. december.

De kinesiske priser ser til gengæld attraktive ud. Den billigste model med 12 GB RAM og 256 GB lager skal kun koste 3.298 yuan. Det svarer til ca. 3.400 danske kroner eller 464 amerikanske dollars….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LEGO invaderer det berømte Fortnite spil