Samsung TV Plus fint alternativ til streaming

Beskyttelses-hjelme kan da også være smarte

(Foto: Proxgy)

Vi har efterhånden vænnet os til, at alt omkring os bliver ”smart” og intelligent. I boligen, på arbejdet, iden nye elbil, på internet osv.

Det smarte har dog hidtil kørt en bue omkring de beskyttelses- og sikkerheds-hjelme, som man skal bære på mange arbejdspladser. Måske bortset fra, at de har fået en stærk LED-lampe på forsiden.

Nystartede Proxgy i Indien forsøger at ændre på dette faktum. Firmaet har lanceret SmartHat, der skal være markedets klogeste sikkerheds-hjelm.

Inderne ser nemlig ud til at have formået at samle en masse praktiske ting i hjelmen, som man sædvanligvis skal bære rundt med i separate elektroniske gadges.

Dét har andre opdaget er en god idé. SmartHat har således fået tildelt både en India Best Design Award 2023 og er blevet kåret til en 2024 CES Innovation Award fra verdens største elektronik-messe, der holdes i Las Vegas straks i det nye år.

Først og fremmest er SmartHat en rigtig sikkerheds-hjelm, som beskytter sin bruger mod ting, der falder ned fra oven.

Smarthat hjelmen indeholder flere sensorer, højttaler og mikrofoner. Den kan også udvides med trådløse kameraer for og bag. (Foto: Proxgy)

Hjelmen er fremstillet af hærdet ABS og er godkendt efter de internationale Type-1 / Class-3 specifikationer. Det betyder bl.a, at den ikke yder beskyttelse mod elektriske stød.

På den anden side indeholder SmartHat en aftagelig sensor, der alarmerer med lyd, når den opdager en eller flere af 14 farlige situationer med f.eks. ild og brand. Også tre giftige gasser bliver opdaget.

SmartHat har tillige en nærheds-sensor, der advarer brugeren, hvis han eller hun kommer for tæt på objekter i hovedhøjde. Så både larmer og vibrerer hjelmen.

Dertil kommer, at arbejdsledere kan blive trådløst alarmeret, hvis sensorer i SmartHat registrerer, at brugeren er syg. Det kan både være gennem et integreret krops-termometer, en hjerterytme måler og, hvis blod-iltningen falder.

Arbejdslederen vil tillige blive alarmeret, hvis hjelm-brugeren er faldet, forlader et elektronisk afgrænset område – ”geo-fencing” – eller hvis brugeren ikke bærer SmartHat på arbejdet.

Den indiske opfindelse gør det også muligt, at bærer og arbejdsleder kan føre en to-vejs samtale med hinanden via en integreret multi-kanals walkie-talkie i hjelmen.

SmartHat betjenes ved hjælp af store knapper på siden og foran på hjelmen. Nyheden er vand- og støvtæt efter IP67 reglerne. (Foto: Proxgy)

Denne kommunikation kan sågar udvides med billeder, hvis man udvider SmartHat med kameraer foran og bagpå.

ProxGys front-kamera rummer en infrarød sensor, så det også kan anvendes under dårlige lysforhold. Tilsvarende giver bag-kameraet et 160 graders billede af omgivelserne omkring hjelm-bæreren.

Begge kameraer kan benyttes til at optage og sende video trådløst til arbejdslederens pc. SmartHat bæreren skal bare trykke en “Capture” knap på siden af hjelmen.

ProxGy kan skræddersy den smarte beskyttelses-hjelm, så den fungerer med f.eks. Wi-Fi, Bluetooth, 4G eller 5G mobilnet og NFC kommunikation.

Al elektronik brødfødes af et lithium-ion-fosfat batteri, som kan klikkes på og af bagerst i hjelmen. Hvor længe batteriet kører på en opladning, glemmer ProxGy at fortælle.

Endelig kan SmartHat bæreren slå rigtig alarm, hvis tingene går helt galt. En ”Emergency SOS” knap på hjelmens forside får den til at advare på alle kanaler og tænder samtidig integrerede LED-lamper i SmartHat….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Samsung TV Plus fint alternativ til streaming