Sådan får du iPhone til at optage samtaler

Her er mobilgigantens første elbil

(Foto: Xiaomi)

Det er ret interessant, at to af verdens største mobiltelefon fabrikanter svøber sig ind i hemmeligheds-fulde skyer, når det gælder et helt nyt projekt, som begge pusler med.

Det drejer sig om de første elbiler fra Apple i USA og fra Xiaomi i Kina.

Mens Xiaomi for længst har afsløret, at man har en elbil på vej, afviser Apple kategorisk, at der skulle være noget nyt på fire hjul på vej.

Ikke desto mindre har lokale beboere i Arizonas ørken spottet, at et ellers nedlagt privat område pludselig er begyndt at blive befolket med masser af ingeniører og prototyper på nye elbiler.

De sociale medier i Kina har allerede afsløret model-betegnelsen for den første elbil fra Xiaomi. (Foto: Weibo)

At der formentlig er tale om Apples længe ventede iCar, bliver bekræftet af, at elbilerne i ørkenen bærer samme Apple-ejede nummerplader, der tidligere er set på prototyper i Silicon Valley.

Om Apple nu kommer med en egen elbil eller ej – så vil verdens mest værdifulde virksomhed blive overhalet indenom af Xiaomi.

Den kinesiske elektronik-gigant, der bygger alt fra motions-ure og smartwatches over mobiltelefoner og laptops til støvsugere og aircon anlæg, vil præsentere sin første elbil i 2024.

Det er netop blevet bekræftet i det store kinesiske sociale medie Weibo, hvor en underleverandør af bildele til Xiaomi er kommet til at tale over sig.

I første omgang ser Xiaomi ikke ud til at følge modetrenden blandt elbiler og lancere en SUV. I stedet er der tale om en strømlinet sedan i Tesla-stil.

I januar blev disse spionfotos afsløret af Xiaomi elbiler, der blev prøvekørt i sne og frost. (Foto: Weibo)

Xiaomis udspil skal prismæssigt placere sig omkring Tesla 3 modellen, der i Danmark sælges fra 325.000 kroner.

Andre rygter vil dog vide, at Xiaomi elbilen kun skal koste 149.000 kinesiske yuan. Det ville være mindst 100.000 kroner billigere end en Tesla 3.

Xiaomi har afvist den lave pris som rene gætterier. Til gengæld vil Xiaomi gerne fortælle, at udviklings-processen går hurtigt fremad.

Det blev bl.a. bevist i januar, hvor de første billeder af Xiaomi elbiler under testkørsel i sne og frost blev offentliggjort.

Med Xiaomis store globale marketing-maskine på plads vil en elbil formentlig have bedre chancer i Europa end mange af de andre kinesiske bilmærker, som er på vej ind i disse måneder.

Under alle omstændigheder vil Xiaomi ikke kun blive en trussel for Apples elbil-planer, men også for Tesla og de europæiske bilfabrikanter, som i øjeblikket forsøger at dæmme op for en tsunami af billige kinesiske elbiler….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan får du iPhone til at optage samtaler