Honors nye supermobil kommer til Europa nu

Gode ideer, men hvad med sikkerheden?

(Foto: Freepik)

Det er fint, at et flertal i Folketinget nu har indset, at det nok er gået for stærkt med digitalisering af det danske samfund med nye initiativer som MitID, e-boks, Digital Post, nye it-systemer hos Skat osv.

Ambitionerne har givet systemer med for mange børne-sygdomme, og undervejs har man glemt en stor del af befolkningen, som slet ikke var klar til følge med.

Resultatet er, at Danmark måske nok er det mest digitaliserede land, men ikke nødvendigvis det bedst digitaliserede.

Regeringen er derfor med støtte fra Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet enedes om at igangsætte fem initiativer til efteråret, som skal hjælpe den del af befolkningen, der er udfordret af den hastige digitalisering.

Den nye aftale bygger på det ”Digitalisering med omtanke” udspil, som digitaliserings- og ligestillings-minister Marie Bjerre præsenterede i midten af juni.

Under de politiske forhandlinger er der kommet flere nye og gode forslag til forbedringer af udspillet, fortæller ministeren.

Alligevel virker den nye aftale fortsat ret meget som skønsnak, hvor man ikke har gennemtænkt initiativerne i praksis.

Det mest konkrete er, at forligspartierne vil afsætte 54,5 millioner til formålet i perioden 2023 til 2027. Det virker ikke som særlig meget, når man ved, at der er brugt milliarder på MitID og nye, stadig problematiske it-systemer hos Skat.

(Foto: Freepik)

Intentionerne i den nye politiske aftale lyder ellers helt fint:

”Hvis Danmark skal blive ved med at være et digitalt foregangsland, skal vi også gå forrest i arbejdet med at sikre, at alle kan være en del af det nye samfund.

Vi skal derfor tage bedre hånd om de borgere der i dag har behov for hjælp til at bruge de offentlige digitale løsninger.

Der er nemlig stor forskel på de udfordringer, danskerne oplever i mødet med det digitale. Derfor er der heller ikke én (universel) løsning.

Nogle har brug for hjælp og vejledning en gang imellem, mens andre eksempelvis kan have behov for, at pårørende eller støttepersoner kan hjælpe med at håndtere de digitale gøremål.”

I al respekt bør jeg også tilføje, at MitID skam er blevet meget bedre og mere stabilt end det første system, der blev lanceret forhastet i 2021.

Sidenhen er den endelige MitID overtagelse fra NemID blevet udskudt flere gange. Først her pr. 1. juli er supporten på NemID stoppet, og man kan ikke længere bestille papir-baserede kodeark.

Alligevel lykkedes det forleden for Digitaliseringsstyrelsen at skabe kaos og forvirring igen igen. Den øgede sikkerhed, man kan opnå ved at lægge et ekstra lag på med en stregkode, kan være fin i teorien.

Problemet er blot, at rigtigt mange borgere slet ikke er vant til at bruge stregkode-læser på deres smartphone. Mange havde slet ikke en passende app installeret på deres mobil, da den nye ordning blev introduceret.

Politikerne vil sende en mindre hærskare af frivillige hjælpere ud for at hjælpe digitalt udfordrede medborgere. Hvordan vil man sikre, at de ikke bedrager deres “klienter”? (Foto: Getty Images / Unsplash+)

Netop sikkerheden kan meget vel blive et problem, når de fem nye folketings-initiativer rulles ud fra efteråret:

Et af dem er at oprette en mindre hær af frivillige hjælpere. De skal vejlede og undervise digitalt udfordrede medborgere, som der formentlig er flere hundrede-tusinde af i vores lille land.

For, hvordan vil digitaliserings-ministeriet sikkerheds.godkende disse (formentlig) unge mennesker med stor erfaring i pc’er, tablets og smartphones? Med mange frivillige øges risikoen for, at der også er mere blakkede individer imellem.

De vil kunne få en masse meget personlige informationer om deres ”klienter” inklusive brugernavne, CPR-numre og passwords, når de skal hjælpe dem med at håndtere MitID, komme på netbank eller kommunikere med de offentlige myndigheder.

I aftale-teksten står der intet om, hvordan de frivillige hjælpere skal ”cleares.” Det er ellers en meget vigtig detalje, som skal være på plads, inden de prisværdige initiativer sættes i gang.

Lidt lettere bliver det, når pårørende fremover skal kunne hjælpe digitalt udfordredes elektroniske post. Det kan man ikke med e-boks eller Digital Post i øjeblikket, hvilket er ret så besværligt, når man f.eks. hjælper et familie-medlem, der er sygt eller bor på plejehjem.

Endelig vil aftale-kredsen gennemføre en årlig undersøgelse af den danske befolknings anvendelse af og oplevelser med den digitale offentlige sektor.

Hvorfor kommer den rundspørge først nu? Hvis den f.eks. var kommet sammen med indførelsen af MitID eller andre nye it-systemer i det offentlige, kunne mange fejl og svagheder formentlig være fanget for længe siden.

Til sidst skal jeg nævne, at den nye aftale skal ses i sammenhæng med, at Folketinget i maj 2023 vedtog, at det skulle være lettere for borgere at blive fritaget for de digitale forpligtelser….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Honors nye supermobil kommer til Europa nu