Interessen vokser for god tone

Gør dine hørebøffer kloge

 

(Foto: StockSnap / Pixabay)

Der findes mange mennesker, som er rigtig glade for deres gamle hovedtelefoner. Også selvom de bruger kabler og ikke har moderne støjreduktion.

Til gengæld har de en vellyd, som man har vænnet sig til at elske gennem mange år.

Hvis man så også har brugt mange penge på dem, har man jo ikke lyst til at skrotte dem. Bare fordi der er dukket nye halvvejs intelligente hovedtelefoner op.

Forskere på Rutgers University i New Jersey har måske en små-genial løsning på vej. Den kaldes HeadFi og består af lidt ekstra elektronik i en lille boks, der pludselig lærer ens gamle hørebøffer smarte trtcks.

HeadFi gør ikke kun ens hovedtelefoner trådløse og muligheden for at blive styret af håndbevægelser. Det, man på moderne dansk kalder ”gesture control.”

Teknologien gør det også muligt at lade dem måle bærerens puls, hjerterytme og kropstemperatur.

Sådan ser prototypen på HeadFi ud. (Foto: Siddharth Rupavatharam / Rutgers University)

Præcist, som man gør i dag via deres smartwatch på armen. I HeadFi bliver målingerne bare foretaget i hovedet – eller rettere i øregangen.

Hjertet i HeadFi er et lille adapter modul med hovedtelefon-stik, som hørebøffernes ledning forbindes til.

Systemet vil fungere med praktisk talt alle klassiske hovedtelefoner. De behøver ikke at have mikrofoner eller accelerometre indbygget.

Når brugeren tager sine hovedtelefoner på, dannes et lukket hulrum i øregangen. Med hovedtelefonens drivere i den ene ende og trommehinden i den anden.

Da hulrummet er godt isoleret fra omverdenen, er det det meget følsomt for ændringer i luft-trykket. Det er præcist, hvad HeadFis sensorer udnytter.

Variationerne kan både komme fra, at man berører hovedtelefoner med en finger udenpå. Og mere vigtigt – de kan også skabes af blodårerne inde i øret.

De amerikanske forskere har afprøvet HeadFi teknologien på 54 forskellige hovedtelefoner i prisklassen fra 50 til 50.000 kroner. (Foto: Xiaoran Fan / Rutgers University)

På den måde kan sensorer registrere små ændringer som hjertets rytme og elektrisk spændinger, opstået ved berøring. Sidstnævnte kan så oversættes til ordrer som afspil, pause, hop til næste nummer, drej op eller ned for volumen.

Og endnu mere fancy: Da øregangen størrelse og form er anderledes for hvert menneske, er tryk-forskellene også unikke.

HeadFi kan derfor også bruges til at identificere hver enkelt af hovedtelefonens brugere og indstille sig automatisk efter vedkommende.

I første tests med 53 frivillige har HeadFi vist sig at være mellem 97,2 og 99,5 procent nøjagtig i at identificere en person. Præcisionen i at måle hjerterytme og puls er op til 99,2 procent, mens berørings-genkendelsen ligger på mellem 97,7 og 99,3 procent.

HeadFi er indtil videre kun afprøvet på hovedtelefoner med kabel, men forskerne mener, at systemet vil fungere lige så godt på trådløse modeller.

Opfinderne på Rutgers University i New Jersey får hjælp fra bl.a. Microsoft, kinesiske Alibaba Group, University of Massachusetts Amherst og China University of Science and Technology.

Sammen vil de præsentere en rapport og en fungerende prototype på MobiCom 2021 konferencen i New Orleans til oktober….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Interessen vokser for god tone