Denne ramme er tone-angivende

Her er Macintosh en moderne pc

(Foto: AYANERO)

De fleste pc’er ligner hinanden nu til dags. Især de desktops, man har stående på skrivebordet.

Men også laptops har nærmest samme design. Ligegyldigt, om de kører med Windows eller er en MacBook fra Apple.

Så er det lidt befriende, at der engang imellem kommer nye computere, der danser uden for rækken i fremtoning og udseende.

AYANERO er en af disse dansere. Den lille kinesiske fabrikant har sågar valgt klassisk dans til sit nyeste udspil.

Den udtagelige floppydisk er fake, men ser realistisk nok ud. (Foto: AYANERO)

AYANERO har nemlig indbygget en helt moderne pc i et kabinet, der er en mini-udgave af Apples stadig mest berømte computer gennem tiden.

Man skal selvfølgelig være mere end almindelig voksen for at have oplevet den originale Apple Macintosh i fuld aktivitet.

Det buttede vidunder med den lille sort/hvide skærm var den maskine, der for alvor bragte den grafiske brugerflade, ikoner og computermusen til hvermand.

Det var i 1984 og altså 40 år siden. Den gang beviste Apple med sin legendariske førstemand Steve Jobs i spidsen, at firmaet havde et helt unikt talent til markedsføring.

(Foto: AYANERO)

Macintosh var nemlig den første computer, som blev præsenteret som i action-film i biografen. Med en reklame, der benyttede motiver fra George Orwells berømte science-fiction roman ”1984”.

Steve Jobs ville nok aldrig have accepteret, at hans Macintosh koncept skulle genopstå som en Windows pc. Bill Gates og Microsoft var jo Apples værste fjender dengang.

Nu må Jobs så sidde på sin sky i it-himlen – sikkert iklædt sine Levis jeans, Nike sneakers og sorte turtle-neck – og acceptere, at AYANERO giver Macintosh et comeback.

Rigtigt ærgre sig vil Apple-grundlæggeren nok, hvis AYANERO får en stor kommerciel succes med sine nye Retro Mini PC AM101.

(Foto: AYANERO)

Det er der nok ikke den store fare for. En Windows-pc forklædt som Mac vil altid være et niche-produkt for entusiaster med en nostalgisk åre. Men sjov er den altså.

I sin nyeste udgave er Mac-kopien udstyret med AMD’s kraftige Ryzen 7 5700U eller Ryzen 3 3200U processorer, som har sin største udbredelse blandt gamere og krævende grafik-folk.

AYANERO er godt klar over, at mega-store Apple er touchy med hensyn til sit varemærke: Derfor kommer Retro Mini pc’en ikke Apples nuværende logo i minimalistisk design.

I stedet leverer AYANERO maskinen med flere små magnetiske skilte, som brugeren let kan udskifte efter lyst og behov. Et af dem har samme regnbuens farver som Apples tidligere logo.

(Foto: AYANERO)

Indendørs er computeren veludstyret med stik og udvidelses-muligheder:

Den kommer f.eks. med et moderne SATA 3.0 interface, der kan håndtere to SSD-drev eller harddiske. På RAM-siden er der plads til 64 GB.

På stik-siden har man bl.a. USB-C 3.2, RJ45 gigabit internet, USB 2.0. HDMI 2.0 og et 3,5 mm audio-stik til hovedtelefon eller mikrofon.

Alle disse stik var til kabel, men selvfølgelig kan AYANERO også – Bluetooth 5.2 og Wi-Fi 6. Dertil kommer output i 4K billed-kvalitet og 60 Hz samt dual-screen display.

Endelig skal vel nævnes, at AYANERO sørger for, at deres lille Mac-pc ikke løber varm. Den er således forsynet med en 35 watts blæser, fire kobber-rør-systemer til afkøling plus alu-plader på tilsammen 60.008 mm2.

Interesserede kan bestille AYANERO Retro Mini PC AM101 i flere forskellige konfigurationer med og uden styresystem.

Et system med f.eks. 16 GB RAM og 512 GB lager koster 399 dollars, med 32/512 GB 429 og med 32 GB / 1 TB 499 dollars.

Lige nu henter AYANERO med succes finansiering af en storproduktion via Crowd Funding på iværksætter portalen Indiegogo.

Her har man to særtilbud: En hel nøgen udgave med AMD Ryzen 5800U processor koster 269 dollars eller 1.870 kroner, mens man kan få en stort set køreklar til 399 dollars eller ca. 2.850  danske kroner….

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Denne ramme er tone-angivende