TDC begynder at lukke kobber-nettet

Første gulv-robot kan klare trapper

(Foto: Migo Robotics)

Gulv-robotter kan man efterhånden købe allevegne og til mange forskellige priser.

Nogle af dem navigerer rundt i huset ved hjælp af kameraer. Andre kan rense sig selv, når de er færdige med at støvsuge eller moppe.

Andre kan automatisk pumpe deres snavsede vand over i afløbet, og flere af dem klarer deres opgaver stort set uden involvering af ejer og bruger.

Én ting har ingen af gulv-robotterne kunnet klare:

Ascender kan også benyttes som helt almindelig robot-støvsuger og -moppe på fladt gulv. (Foto: Migo Robotics)

De kan ikke klatre på trapper, hvilket ellers ville være praktisk, når man bor i huse med flere etager – eller naturligvis vil have rengjort trappetrin. Det kræver, at man bærer rundt på robotten.

Nu ser hjælpen dog ud til at være på vej. Fra den lille amerikanske fabrikant Migo Robotics, hvis Ascender robot er verdens første støvsuger og mop-robot, der kan klatre på trapper.

Migo henter i øjeblikket finansiering via Crowd Funding på iværksætter portalen Kickstarter. Interessen har været enorm, og Migo har for længst modtaget over 11 millioner kroner i forudbestillinger på Ascender.

Ligesom andre avancerede gulv-robotter tegner Ascender først et landkort over boligen på sit første togt rundt i lokalerne. Alternativt kan man programmere ruten manuelt ind.

Derefter følger robotten landkortet nøje og indretter automatisk sin kørsel, så rummene bliver rengjort så hurtigt og mest effektivt som muligt.

(Animation: Migo Robotics)

Undervejs undgår Ascender forhindringer som stole, borde, sofaer osv. ved hjælp at et video-kamera i HD-kvalitet, et LiDAR radar-modul og seks såkaldte Time-of-Flight sensorer.

Alle disse mange informationer bliver håndteret af en indbygget processor med kunstig intelligens og en regne-hastighed på fem teraflop – fem billioner flydende tal operationer i sekundet.

Ascender opdager også forskellene på tæpper og hårde gulve. Støvsugning foregår med 9.700 pascal, mens mopning / viskning sker med et pres på 17 newton.

Det opsugede snavs og beskidte vaskevand lagres i interne beholdere og bliver tømt automatisk, når robotten er parkeret i sin basestation. Samtidig fyldes Ascender med rent vaskevand.

Robottens støvpose skal være stor nok til 60 dages normalt brug. Vandbeholderen har plads til 30 dages forbrug.

Sådan ser Migos basestation til Ascender ud. Robotten parkerer diskret i bunden af kassen. (Foto: Migo Robotics)

Men lad os komme til det, der gør Migo Ascender til noget unikt blandt hundreder af andre robot-støvsugere. Nemlig at den kan kravle op og ned ad trapper.

Opstigningen foregår ved, at Ascender løfter sin ”krop” i forhold til de to yderligt siddende hjul-baser på hver side af robotten.

Samtidig glider kroppen frem, så dens underside altid er placeret vandret på trappetrinnet. Derefter gentager det hele sig selv med først det ene hjul og så det andet. En slags vraltende gang op ad trappen.

Undervejs støvsuger eller mopper Ascender hvert trappetrin ved hjælp af sine fire roterende hoveder, der skubbes frem og tilbage.

Den største rensebørste drejer sig 90 grader om sin akse og vil altid sidde forrest i forhold til robottens bevægelses-retning.

Ifølge Migo skal en opladning af Ascenders 12.000 mAh batteri være nok til at rengøre 500 kvadratmeter.

Robotten vender automatisk tilbage til sin basestation, når batteriet er ved at være tømt – og genoptager sit arbejde, når der igen er fyldt strøm på.

Med Ascender følger en app til iPhone eller Android. Den kan både bruges til at fastsætte rengørings-tidspunkter og eventuelt rum, som robotten skal køre udenom.

Desuden har app’en on-screen joysticks, så man kan drøne rundt med robotten, som om den var en fjernstyret legetøjsbil.

Interesserede kan fortsat forudbestille et eksemplar af Ascender til en favørpris på 849 dollars eller ca. 5.850 danske kroner på Kickstarter. Den senere butikspris bliver 1.500 dollars….

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TDC begynder at lukke kobber-nettet