Ny elektrisk VW bus er født med ChatGPT

ASUS mini-pc har store kræfter til computerspil

(Foto: ASUS)

For nogle år siden forsøgte chip-giganten Intel at indføre en ny standard for meget små desktop-pc’er, der ikke fyldte meget på et skrivebord.

Intel kaldte fænomenet for NUC, hvilket stod for ”Next Unit of Computing.” Uheldigvis hoppede kun få fabrikanter med på ideen, så det hurtigt kun var Intel selv, der byggede de bittesmå pc’er.

Til sidst opgav også Intel sine NUC’s. I mellemtiden var laptops blevet lige så kraftige, og når folk ville have en bord-pc, blev det en alt-i-én udgave, hvor computer og skærm var sammenbygget.

Nu ser det imidlertid ud til, at taiwanesiske ASUS vil puste nyt liv i begrebet NUC:

(Foto: ASUS)

Det bliver dog ikke som små og billige allround pc’er, som var Intels oprindelige idé.

I stedet vil ASUS relancerede NUC’er som stærke spille-pc’er, der kun fylder lidt på entusiastiske gameres overfyldte arbejdsborde.

Billig bliver den nye ASUS ROG NUC heller ikke. Den skal nemlig koste det samme som ASUS’ gamer-laptops. Hos dem får man et integreret tastatur og en skærm, som man må købe ekstra til den lille desktop.

Samtidig lancerer ASUS sin elegante mini-pc midt i en periode, hvor mode-trenden i gamer-kredse går mod håndholdte spilcomputere. De fleste med Windows som styresystem ligesom ROG NUC.

ASUS flyder selv med på den håndholdte bølge med sin ROG Ally, mens Lenovo spiller ud med Legion GO, og den store sællert er Steam Deck.

(Foto: ASUS)

Det bliver derfor spændende at se, om ASUS får succes med sin spille-glade ROG NUC. Helt sikker virker ASUS nemlig ikke.

Den nye mini-pc skal markedsføres via ASUS´ datterselskab ROG – Republic Of Gamers. Her er nyheden annonceret fredag, men ikke nogen dato for hvornår maskinen kan købes. Formentlig lidt senere i 2024.

Indendørs i det kun 2,5 liter store kabinet sidder kraftige Intel Core Ultra processorer. Samme type, som andre fabrikanter a la HP, Lenovo og Dell reklamerer med i deres nye pc’er med kunstig intelligens.

ASUS ROG NUC rummer også et NVIDIA GeForce RTX 4060 eller 4070 grafikkort, der nok skal tilfredsstille de fleste computer-spillere.

Dertil kommer et større udvalg af stik og udvidelses-muligheder, end man finder på selv de dyreste gamer-laptops.

 

Det gælder bl.a. seks USB-A porte, en enkelt USB-C Thunderbolt 4 port, to DisplayPort 1.4a stik, en HDMI 2.1 port, Ethernet 2.5 Gbps forbindelse, hovedtelefon-stik, Bluetooth 5.3 og Wi-Fi 6E.

Til gengæld er der ikke blevet plads til en strømforsyning i det kun fem centimeter høje kabinet. Ligesom på laptops følger en separat ladeblok med.

 

Danske priser på ASUS ROG NUC er endnu ikke offentliggjort, men i USA skal den bette spille-maskine koste mellem 1.629 og 2.199 dollars. Det svarer til ca. 11.500 og 15.500 kroner.

For de penge får man i den mindste konfiguration en mini-pc med Intel Core Ultra 7 155H processor, 16 GB DDR5 RAM, 512 GB SSD-lager og et NVIDIA RTX 4060 grafikkort.

Den dyre udgave bliver super-kraftig med sin Intel Core Ultra 9 185H motor, 32 GB RAM, 1 TB lager og NVIDIA RTX 4070 grafik….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny elektrisk VW bus er født med ChatGPT