Lynhurtig luksus laptop


(Foto: MSI)
Det er ikke noget nyt, at fabrikanter af underholdnings-elektronik allierer sig med kendte bilmærker for at få ekstra omtale og markedsføring.
Acer lavede f.eks. en Ferrari-rød-farvet laptop, mens OnePlus i en periode arbejdede sammen med McLaren om en luksuriøs smartphone.
Andre bilnavne med udflugter i elektronikken er Lamborghini, Porsche og Bentley. Landrover sælger sågar sin egen smartphone.
Det seneste nye eksempel kommer fra MSI – den taiwanesiske specialist i gamer-laptops og andet gear til de avancerede pc-brugere.

(Foto: MSI)
MSI er nu gået sammen med Mercedes-Benz for at lave en laptop, der kombinerer høj ydelse med luksus.
Af samme grund hedder resultatet ikke bare Mercedes, men MSI Stealth 16 Mercedes-AMG Motorsport.
Udefra er den nye laptop nærmest en smule diskret. I hvert fald, så længe den er lukket. Så fremstår den bare elegant med sit satingrå cabinet i letvægts magnesium.
Indendørs rumsterer store kræfter – ligesom under motorhjelmen på Mercedes sportsvogne, der har været en tur forbi AMG tuning-datterselskabet.

(Foto: MSI)
”Motoren” i den nye MSI-Mercedes er Intels seneste Core i9-13900H processor, der assisterens af et NVIDIA GeForce RTX 4070 grafikkort.
Skærmen er på 16 tommer og af den dyre OLED-type. Den kan vise 4K billeder i 3.840 gange 2.400 punkter og i et biograf-lignende 16:10 bredformat.
Med i pakken følger en håndfuld eksklusivt tilbehør med Mercedes-AMG logoet på. Det er f.eks. en mus, en musemåtte, en ekstra hurtig USB-nøgle og en stilfuld bæretaske.
MSI fremstiller kun et begrænset antal af de coole Stealth 16 Mercedes-AMG Motorsport laptops. De kommer på markedet i juni til en pris af 3.299 euro eller ca. 25.000 kroner….
Ingen kommentarer endnu