Telenor får bedre Wi-Fi

Cooool spille-mobil

(Foto: ASUS)

(Opdateret) Gamer-telefonerne er så afgjort det segment af smartphones, hvor der sker flest spændende nyheder i disse tider.

Deriblandt bestemt også teknologiske tiltag, som vi vil se som forbedringer på mere ”civile” mobiltelefoner nogle måneder senere.

Det gælder også ASUS’ to nye ROG Phone 6 og ROG Phone 6 Pro, der havde sin officielle lancering natten til i dag. Begge er med til at sætte nye standarder for spille-fokuserede mobiler.

ROG Phone 6 – ROG står for Republic Of Gamers – fås således med op til hele 18 GB RAM som standard. Det er mere end de fleste pc’er, Mac’er og spillekonsoller.

(Foto: ASUS)

Den har en ekstrem hurtig skærm med 164 Hz opdatering i sekunder, og den har sit eget, meget avancerede kølesystem – heraf overskriften til denne artikel.

AeroActive køleren klipses på telefonen, når det går hedt til med computerspillene. Elegant og kønt ser det bestemt ikke ud, men effektivt skal det være via en særlig termo-elektrisk chip. Den styres i funktion af fire eksterne knapper.

Køleren indeholder et såkaldt peltier-element, der fungerer lidt i retning af et køleskab:

Elementet placeres lige oven over ASUS-telefonens processor – i en sandwich mellem en blæser og en stor kobberplade til at lede varmen bort. Chippen assisteres af en fugtigheds-sensor for at undgå, at der opstår skadelig dug og kondensvand.

ROG Phone 6 med køleelement monteret på. (Foto: ASUS)

ASUS har valgt at hoppe over Qualcomms populære Snapdragon 8 Gen 1 processor, der sidder i de fleste Android telefoner i topklassen i år.

I stedet er ASUS gået direkte til den helt nye og forbedrede 8+ Gen 1 motor, der både skal være mere effektiv og mindre varme-udviklende end forgængeren.

Standard er 8 eller 12 GB RAM, men Pro modellen fås altså også med 18 GB lynhurtig DDR5 RAM. Det er vildt og mere end den dyreste Microsoft Xbox X konsol med 16 GB. Dertil kommer så op til 512 GB i lager

Skærmen er naturligvis også i topklasse, Det er en AMOLED type på 6,78 tommer og en Fuld HD+ grafik på 2.448 gange 1.080 punkter.

Som nævnt fornyes skærmens indhold op til 164 gange i sekundet. Konkurrenterne er her lidt sløve med 120 eller 144 Hz. Samtidig reagerer displayet meget hurtigt på berøring – 720 Hz.

Skærmen på ASUS ROG Phone 6 Pro gemmer sig bag ridsefast Corning Gorilla Glass Victus og er samtidig ret vandtæt efter IPX4. Det betyder, at mobilen kan tåle sprøjt fra colaflasken eller dåsen med energidrik.

Bagsiden af Pro modellen er desuden forsynet med et programmerbart LED-lysshow – typisk for gamer-mobiler, der godt må ses af andre. Ligesom tastaturer og pc’er med indbyggede farve-orgier.

ASUS har anbragt tre kameraer på ryggen af den nye ROG Phone. Det er et 50 megapixel hoved-objektiv, en 13 MP ultra vidvinkel og en 5 MP makro til nær-optagelser. De er forholdsvis normale i forhold til andre smartphones.

Telefonen kommer til at se noget klumpe-dumpe-agtig ud med den eksterne køler klipset på. (Foto: ASUS)

Endelig indeholder ASUS’ nye racer-mobiler et meget stort batteri på 6.000 mAh. Det kan oplades hurtigt med 65 watt. Det vil sige, at man kan fylde op fra 0 til 60 procent på 19 minutter.

ROG Phone 6 og 6 Pro er langt hen ad vejen identiske. De har samme processor, samme skærm, samme kameraer og samme fysiske størrelse. Forskellen ligger primært i features og design samt den større hukommelse.

Forskellen kan til gengæld også mærkes i prisen, der ligger helt oppe i klasse med de dyre iPhones, Samsung Galaxy S’ere og Sony telefoner.

Det vil sige fra 7.499 for den almindelige ROG Phone 6 med 12 GB RAM og 256 GB lager. En version med 18 GB RAM og 512 GB lager skal man af med 10.499 kroner for. AeroActive køleren skal man normalt betale ekstra for på de billige modeller….

(Foto: ASUS)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Telenor får bedre Wi-Fi