Klarere tv-lyd med ny Bose soundbar

OnePlus Open kommer på torsdag

(Foto: OnePlus)

Det er en åben hemmelighed, at OnePlus længe har puslet med sin første klap-telefon. OnePlus Open hedder nyheden.

Den dukker op i danske butikker torsdag den 19. oktober og bliver OnePlus’ hidtil dyreste smartphone.

En pris i klasse med Samsungs store Galaxy Z Fold 5 er sandsynlig. Så taler vi også om priser a la Apples dyreste iPhone 15 Pro Max.

Den nye OnePlus Open bliver langt hen ad vejen identisk med Oppos Find N3, der har premiere på samme dato.

Det nære slægtskab har sin logik. Oppo ejer nemlig OnePlus, og der er mange penge at spare, når man kan deles om udgifterne til udvikling af en ny smartphone.

(Foto: OnePlus)

Ud over nogle design-detaljer og den indbyggede software er den store forskel mellem Open og Find N3, at Oppo primært vil sælge sin nye folde-mobil på det kinesiske marked.

OnePlus satser i stedet på USA og Europa – herunder Danmark. På den måde undgår man, at to søster-mærker kannibaliserer markedet for hinanden.

De første billeder af og informationer om Open, som OnePlus har lækket, tyder på, at telefonen kan være en ren juvel. Men en ret kostbar en af slagsen.

OnePlus ruller ind i den absolutte topklasse af smartphones og skal bl.a. kunne overgå sine (få) konkurrenter med en mere robust konstruktion og en lavere vægt.

Desuden skal det være lykkedes for OnePlus at designe et mere smart og kompakt hængsel, der holder de to dele af telefonen sammen. Netop hængslet har ofte vist sig at være folde-mobilers svage punkt.

Ifølge kinesiske sociale medier får OnePlus One disse tre kameraer. (Foto: Gizmochina / Wechat)

Naturligvis får OnePlus Open også de kræfter, som man kan forvente i denne klasse. Det vil sige Qualcomms stærkeste processor, 16 GB RAM og et lager med op til 1 TB plads.

Det er specifikationer, vi blot for få år siden syntes var flotte på en kostbar laptop. Ikke på en mobiltelefon.

Ifølge tidligere forlydender fra de sociale medier i OnePlus’ hjemland Kina skal Open diske op med en indre skærm på hele 7,8 tommer, når den er foldet op.

Det ydre display måler 6,3 tommer. Det er altså lige så stort som på mange smartphones i konventionelt design.

Kameraerne i OnePlus’ Open er der ikke sluppet så mange detaljer ud om. De er udviklet i samarbejde med den svenske foto-specialist Hasselblad, og der er tre af dem.

Meget mere om den spændende nye foldemobil vil jeg have, når Leifshows.dk tester OnePlus Open på premiere-dagen på torsdag….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klarere tv-lyd med ny Bose soundbar