Slut med nye benzinbiler i EU i 2035

iPhone redder Apples regnskab

(Foto: Apple)

(Opdateret) Hvis ikke Apple havde lanceret sine fire nye iPhone 14 modeller i september, er det ikke sikkert, at Apple havde nået en rekord-stor omsætning i det seneste kvartal.

Her solgte Apple for 90,1 milliard dollars eller ca. 680 mia. danske kroner. Mere vigtigt skabte salget et netto-overskud på 20,7 milliarder dollars eller ca. 156 mia. kroner. En sådan evne til at skabe profit har ingen anden it-gigant.

Det er dog langt fra alle dele af Apple, som bidrager positivt til de imponerende tal i en verden, der er påvirket af inflation, økonomisk krise og købere, der holder mere på deres penge.

Tallene afslører, at Apple fortsat er meget afhængig af sine iPhones. De stod nemlig for 42,6 mia. dollars af omsætningen mod 38,9 milliarder i samme periode for et år siden.

Salget af MacBooks går også super. Godt hjulpet på vej af MacBook Air modellen med den nye M2 processor ombord. Omsætningen fra Apples laptops gik frem med 25 procent til 11,5 milliard dollars.

Apples topchef Tim Cook kan bl.a. glæde sig over, at de dyre iPhones sælger som varmt brød i Kina. Her er de et vigtigt element i at vise, at man har succes og penge. (Foto: Weibo)

Til gengæld gik det helt ad H til med iPads. Deres salg faldt i det seneste kvartal fra 8,3 til under 7,2 milliard dollars.

Ifølge Apples kvartals-regnskab, der blev offentliggjort i aftes, satte også Apples Services division en ny rekord i omsætning. Den indeholder bl.a. streaming tjenester som Apple Music og Apple TV+, men også cloud-services mv.

I disse «bløde» dele af forretningen omsatte Apple for 19,2 milliarder dollars. En moderat stigning i forhold til samme kvartal for et år siden, hvor salget lå på 18,3 milliarder.

Endelig fortsætter Apple Watch som en stor sællert. Det samme gælder Apples elementer til det smarte hjem. Her lå omsætningen på 9,7 mia. dollars mod 8,8 for et år siden.

Apple er kendt for at have en meget loyal kundebase. Den ser ud til at blive udvidet hele tiden. Således var næsten halvdelen af Mac og iPad køberne helt nye kunder.

Sådan ser Apples omsætning ud fordelt på produkt-grupper. (Infografik: Statista.com)

Apple regner med, at det nuværende kvartal med oktober, november og december vil levere endnu flottere tal.

De skal bl.a. komme fra et markant øget salg af de nye iPads, som Apple præsenterede her tidligere i oktober. Det samme gælder for den nye iPhone 14 Plus, som Apple først har kunnet levere for et par uger siden.

Holder det stik, vil Apple være en af de meget få tech-fabrikanter, som er urørt af den generelle nedgang i branchen.

Ifølge analysefirmaet Gartner faldt computer-salget i verden med 19,5 procent i det seneste kvartal. Tilsvarende gik afsætningen af smartphones tilbage med ni procent, oplyser Canalys….

Salget af Apples MacBook bærbare er gået frem med 25 procent i de seneste tre måneder. (Foto: Sin Decals)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Slut med nye benzinbiler i EU i 2035