Microsoft frisker op

Køb Steve Jobs’ egen Macintosh

 

 

(Foto: Bonham’s Auctions)

Forleden aften viste DR2 den fremragende dokumentar om Apple-grundlæggeren Steve Jobs liv – og dermed i høj grad også hele Apples historie.

Den er værd at se for alle, der interesserer sig for, hvad der er sket i de seneste 40 år med fænomener som computere, mobiltelefoner, tablets og brugen af mus og grafiske brugerflader.

Steve Jobs, som jeg har været så heldig at møde et par gange, døde desværre for 11 år siden af leverkræft.

Han er hårdt savnet på grund af sine stærke meninger og sit vovemod til at gå mod alle strømninger – i de fleste tilfælde med succes.

Oppe på sin sky må Jobs også sidde og smile. Hans hjertensbarn Apple er blevet større end nogensinde. Ikke mindst på grund af iPhone, som Jobs var primus motor i udviklingen af.

Steve Jobs er her ved at vise iPhone 4 i 2010. Han skal have ejet og brugt den gamle Apple Macintosh SE, der nu går på auktion til et million-beløb. (Foto: Matthew Yohe / Wikimedia)

I årene efter it-legendens død er hans efterladenskabet blevet mange penge værd. Flere gange har f.eks. hvide sneakers, sorte turtle-neck shirts og visitkort, der har tilhørt Jobs, opnået imponerende beløb på auktioner.

Det samme gælder bl.a. den BMW Z9 cabriolet, som Apple-bossen drønede rundt med i sine sene år. Også Apples allerførste computere sælges i dag for million-beløb i kroner.

Om et par uger kommer så nok en Steve Jobs gadget på auktion. Det er en Macintosh SE computer, som han skal have brugt flittigt i 1988 og 1989.

Den berømte Macintosh blev lanceret i 1984 sammen med en næsten lige så legendarisk reklame-film, der byggede på George Orwells ”1984” roman og indeholdt slet skjulte drillerier af dengang totalt dominerende IBM. Sidstnævnte havde på det tidspunkt lanceret IBM PC, som var en trussel mod Apple.

Den første Macintosh overraskede hele computer-verdenen med sit utraditionelle og buttede design og sin brugervenlige betjening med mus og ikoner. I dag en selvfølge, men for 38 år siden en revolution.

Oprindeligt stammer Macintosh navnet fra 1979, hvor Apple ville bygge en billig personlig computer, som – modsat alle andre på det tidspunkt – skulle være let at bruge.

(Foto: Bonham’s Auctions)

Den første Macintosh skulle dog ikke indeholde noget revolutionerende. Det ændrede sig først, da Steve Jobs droppede sit Lisa projekt.

Lisa indeholdt mange af de features, som Apple havde lånt fra Xerox som f.eks. den grafiske brugerflade og en computermus.

Lisa endte dog med at være både stor og klodset og meget dyr maskine. Derfor blev Lisa en fiasko trods sine kvaliteter.

Helt anderledes med Macintosh.

Den solgte sløvt i begyndelsen på grund af for lille RAM-hukommelse, software problemer og manglen på en harddisk.

Den Macintosh SE, der nu ryger på auktion, brugte Steve Jobs i den periode, hvor han forlod Apple. Det skete i 1985 efter stridigheder med Apples nyvalgte topchef – John Sculley fra Pepsi Cola.

(Foto: Bonham’s Auctions)

Jobs smækkede med døren, købte sig ind i det i dag berømte filmselskab Pixar – og stiftede computer-fabrikanten NeXT med speciale i dyre arbejdsstationer.

Det er dokumenteret, at denne Macintosh SE stod på Jobs kontor hos NeXT. Den nuværende ejer fik computeren foræret af Steve Jobs i 1994.

Den gamle Mac fungerer stadig, men alle personlige data er slettet i den. Man kan dog stadig finde eksempler på Jobs’ kalender med møde-aftaler og rejse-datoer.

Således skal der være et notat om et aflyst møde med Englands Prince of Wales, der i dag er Kong Charles III….

Steve Jobs’ datter Lisa Brennan-Jobs har tilsyneladende også brugt computeren, fordi e-mail systemet og Microsoft Word er registreret i hendes navn.

Bonham’s auktioner i New York åbner for online salget af den sjældne Mac den 25. oktober. Vurderings-prisen ligger på mellem 200.000 og 300.000 dollars – svarende til 1,5 og 2,3 millioner kroner….

(Foto: Bonham’s Auctions)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Microsoft frisker op