Vi flygter fra Netflix

Nyt liv til brugte elbil-batterier

(Foto: Audi)

Alle taler om bæredygtig trafik og elektrisk drevne biler. Men meget få levner til gengæld et ord om, hvad vi skal gøre med alle de gamle og slidte batterier, som de mange elbiler vil efterlade.

De i dag Li-ion baserede batterier indeholder ellers masser af giftige stoffer, som vi nødigt vil have hældt ud på lossepladser eller bilskrot-handlere.

Tyske Audi har måske fundet en løsning – i hvert fald på kort sigt. Audi vil nemlig gerne forlænge bilbatteriernes liv via en smart genbrugs-idé.

Er det her mon fremtiden for gamle elbil-batterier, som kan få et nyt liv i et lille tre-hjulet køretøj? (Foto: Audi)

Sagen er nemlig, at bilbatterier stadig indeholder masser af energi, når de bliver kasseret. Bare ikke nok til at drive tunge personbiler.

Omvendt har gamle bilbatterier rigeligt med kræfter til at trække lettere transportmidler med kortere aktions-radius. Som f.eks. rickshaws og tuk-tuk’er, som vi kender dem fra Asien.

Audi er derfor gået ind i et lovende pilot-projekt med nystartede indiske Nunam. Her vil man bygge tre-hjulede rickshaws med elmotorer og brugte bilbatterier, som oplever deres andet liv.

Audi har foreløbigt bygget fire forskellige prototyper af elektriske rickshaws. (Foto: Audi)

Audis Environmental Foundation poster penge i Nunam, der er et non-profit foretagende med baser i Berlin og Bangalore.

De første Nunam trehjulere med elmotor skal efter planen trille ud på indiske veje og gader i begyndelsen af 2023.

Da vil Nunam først og fremmest låne eller lease de grønne rickshaws ud til kvinder, der gerne vil køre en egen lille forretning. Det kunne f.eks. være at transportere fødevarer til markedet eller fungere som mini-budtjenester.

Besøgende på Greentech Festival i Berlin kan få sig en prøvetur i Audis Nunam rickshaw. (Foto: Audi)

 

 

Indien og andre asiatiske lande har millioner af rickshaws. De mest enkle bruger chaufførernes pedalkraft til at komme frem. Andre har små osende benzin-motorer, der er alt andet end klimarigtige.

I Indien kører desuden en hel del andre e-rickshaws. De bruger imidlertid typisk batterier med bly-indhold, der er stærkt forurenende.

Desuden skal de hele tiden genoplades, og det sker fra stikkontakter, som henter deres strøm fra kulfyrede kraftværker. Altså i sidste ende ikke spor grønt.

 

Nunam og Audi vil i stedet skaffe deres strøm til batterierne fra solceller, der anbringes på hustage i indiske byer.

Teknikere hos Nunam er i gang med at ombygge gamle batterier fra Audi e-tron biler til moduler, der kan opsamle solenergi og sende strømmen videre til små e-rickshaws i Indien. (Foto: Audi)

Solcellerne lader store brugte Audi e-tron batterier op i løbet af dagen i Indiens varme klima. Om natten overføres solenergien fra de store batterier så til de mindre ditto i rickshawene, der alligevel er stillet til parkering på det tidspunkt af dagen.

Nunam og Audi vil lægge deres erfaringer i en kommende open-source platform Circular Battery. Den skal give inspiration og hjælp til, at andre rickshaw-lignende projekter kan sættes i gang i både Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika.

De tyske og indiske iværksættere tænker også allerede videre – til et muligt tredje liv for gamle bilbatterier. Det kunne f.eks. være til at holde LED-belysning tændt inde og ude.

Nunam og Audi viser deres elektriske rickshaw i funktion på næste uges Greentech Festival i Berlin. Her kan interesserede også få en prøvetur….

I Indien vil Audi låne eller lease elektrisk rickshaws til driftige kvinder, der gerne vil starte for sig selv. (Foto: Audi)

https://www.audi.dk/dk/web/da.html

https://www.audi-mediacenter.com/en

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi flygter fra Netflix