Kaffen laves af en robot
Inden længe kunne det se ud, som om cafeer, barer og restauranter kan genåbne i Danmark.
Medmindre selvfølgelig, at vi som andre lande i Europa bliver overfaldet af en tredje eller fjerde bølge af Corona.
Lad os derfor se, hvor mange cafeer der har overlevet virus pandemien – og om de ændrer udseende og betjeningsform i forhold til det normale.
Der er nok ikke mange, som lader personalet og husets barista – kaffe-eksperten – afløse af en robot, selvom det måske kunne være en løsning for øget effektivitet og bedre hygiejne.
Kinesiske Beijing Orion Star Technology Co har netop præsenteret sådan en svend. Zhi Ka Master hedder robotten, der var tæt på at vinde en pris i den internationale iF Design Awards 2021 konkurrence forleden.
Zhi Ka Master har to arme, der kan udføre alle de bevægelser og procedurer, som er nødvendige til brygning af kaffe eller te.
Robottens kunstige intelligens kan lære alle mulige varianter af de populære drikke. Det gælder også de mere avancerede med f.eks. længere trækketid af teen eller at pynte kaffen med et mønster i skummet på toppen.
Den store fordel for cafeens ejer er naturligvis, at Zhi Ka Master aldrig skal på toilettet, holde pause eller gå på ferie. I princippet kan robotten arbejde døgnet rundt, bare dens teknik holdes i topform.
Til gengæld er der ikke meget charme ved Zhi Ka Master, medmindre man er vild med science fiction og high tech.
Robotten har ikke engang et ansigt, der kan smile til kunden. Forstå tale-beskeder kan den heller ikke, men det er på vej, lover fabrikanten.
Betjeningen foregår ved hjælp af et touch panel, som man kan placere ved siden af cafeens kasse-apparat.
Det bliver spændende at se, hvornår Zhi Ka Master gør sit indtog i danske kaffe- og tehuse. Robotten eksisterer og kan købes i Beijing….
Ingen kommentarer endnu