Laptops til de kreative

Samsung løber med Adidas

(Foto; Samsung)

Det er bestemt ikke usædvanligt, at de store sportsmærker banker på hos elektronik-fabrikanterne for at sikre sig gadges til salg side om side med sneakers og træningstøj.

Nike sælger f.eks. en egen udgave af Apple Watch. Adidas har hentet ure hos Fossil, mens Bang & Olufsen leverer øretelefoner til det schweiziske løbesko firma On Cloudboom ….

Nu har Adidas og Samsung åbenbart fundet sammen for at markedsføre en særlig udgave af Galaxy Buds Pro øretelefoner med de berømte tre striber på.

Og dog: På de første billeder fra Sydkorea ser Galaxy øretelefonerne helt almindelige ud – i sort, sølv eller violet – mens indpakningen er meget Adidisk.

Sammen med Galaxy Buds Pro får man nemlig ladeboks, der er designet som en ”snapback” kasket i hvidt og med grønne striber på. Desuden ligger der en kupon til køb af et par klassiske Adidas Stan Smith sneakers ved.

Når man parrer sine Samsung øretelefoner til sin smartphone, vil der lyde et Adidas Originals musik-tema fra mobilens højttalere, ligesom skærmen viser et særligt Adidas billede, ikoner, meddelelser og app.

Samsung har travlt med at fortælle, at snapback ladeboksen er fremstillet af 100 procent genbrugs-plastik. I selve øretelefonerne er 20 procent af materialerne fra genbrug.

Dermed ligger det nye “Galaxy Buds Pro with Adidas Original Special Pack” helt på linie med både Samsungs og Adidas grønne og klima-rigtige profil.

Emballagen til f.eks. Samsungs nye tv er f.eks. lavet af genbrugs-pap, mens Adidas har fået mange positive overskrifter på at lave sneakers af affalds-plastik og gamle fiskenet, der hentes op fra verdenshavene.

Uheldigvis ser det ud, som om Samsung kun vil sælge sin Adidas pakke på sin hjemmebane i Sydkorea.

Den fremstilles i et limiteret oplag, som sydkoreanerne kan stille sig i online kø for at erhverve tidligt onsdag morgen. Prisen er 279.000 koreanske won eller ca. 1.700 kroner….

(Foto: Samsung)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Laptops til de kreative