Husk også at læse Trends & Travel

Nu bliver OnePlus rigtig billig (opd)

(Foto: OnePlus)

(Opdateret) Hvis jeg var Samsung i Danmark, ville jeg begynde at kigge mig nervøst over skulderen.

I dag fik Samsung nemlig en meget stærkere konkurrent, som man ikke kan slå hen med en bemærkning om, at det var branchens lidt frække mærke, der kun havde en enkelt telefon model eller to at gøre godt med.

OnePlus lever nu op til sit løfte fra i juli, hvor firmaet præsenterede sin nye mellemklasse mobil Nord. Den skulle være en hel familie af nye telefoner i de lavere prisklasser.

I dag kom så OnePlus Nord N10 og Nord N100. Så er der pludselig tre Nord modeller. Fordelt på prisklasserne 1.500 kroner, 2.500 og 3.300 kroner. De suppleres så af toptelefonen OnePlus 8T, der koster fra 4.700 kroner.

(Foto: OnePlus)

OnePlus dækker dermed for første gang hele spektret. Med fire nye modeller plus et par stykker fra foråret har OnePlus noget for hver smag og pengepung.

Helt let er det dog ikke at finde rundt i OnePlus modellerne – og slet ikke i deres modelnavne:

Hvor Samsung har sine telefoner opdelt med fornavne som S, A og M for at markere de forskellige prisklasser, opererer OnePlus nu med Nord, T og bare OnePlus.

For at gøre forvirringen total, hedder den billigste OnePlus nu Nord N100, mens storebror kaldes N10. Ville det omvendte ikke være mere logisk?

Her er markedets vel nok billigste 5G telefon lige nu -OnePlus Nord N10 5G. (Foto: OnePlus)

 

Never mind. Den mest interessante nyhed er N10, for den bliver en af de absolut billigste 5G telefoner på det danske marked. 2.499 kroner er det nye pejlemærke for alle konkurrenter.

N10 ligner en OnePlus, men dens kræfter er noget afmålte i forhold til, hvad vi er vant til fra den kant.

Displayet er f.eks. ikke OLED, men kun LCD. Størrelsen er 6,5 tommer og grafikken Full HD+ med 2.400 gange 1.080 punkter.

Heldigvis har N10 arvet både 5G og den hurtige skærm-opdatering fra sine dyrere søskende. 90 Hz er godt til videoer og computerspil, og den hastighed er ret unik for prisklassen.

(Foto: OnePlus)

Motoren ombord er en mellemklasse Snapdragon 690, som assisteres af 6 GB RAM og 128 GB lager. Det er rigtig pænt til 2.500 kroner.

Bagpå OnePlus Nord N10 finder vi fire kameraer. Hoved-objektivet har en 64 megapixel (MP) billedsensor, der suppleres af en ultra vidvinkel på 8 MP, en makro på 2 MP til nær-optagelser og en 2 MP sensor til sort/hvide fotos. Selfie skyderen på fronten er på 16 MP.

Batteriet har en kapacitet på 4.300 mAh, der kan oplades ganske hurtigt via kabel med 18 watt. Trådløs opladning er sparet bort.

Den første rigtigt billige OnePlus – den nye Nord N100 – må klare sig uden 5G og en hurtig skærm med stor grafisk opløsning. Det varer nok et par år, inden vi kan se den slags til 1.399 kroner.

Til gengæld har N100 et større batteri end storebror – 5.000 mAh – og samme hurtige Warp Charge opladning på 18 watt. Flot.

Her er den helt billige OnePlus Nord N100. (Foto: OnePlus)

 

Skærmen er pænt stor på 6,5 tommer. Den bruger den billige LCD teknologi og nøjes med HD+, der viser 1.600 gange 720 billedpunkter.

Ét sted måtte OnePlus da skære ned for at skabe en potentiel bestseller i mobiltelefonernes store økonomi klasse.

Processoren er her en Snapdragon 460 med 4 GB RAM og 64 GB lager. Kameraer er der tre af – på henholdsvis 13, 2 og 2 megapixel. Selfie-skyderen nøjes med en 8 megapixel billedsensor.

Begge telefoner har en USB-C port og et ”gammeldags” hovedtelefon stik. De er ikke vandtætte og klarer sig uden trådløs opladning.

Telefonerne kommer også kun i én farve. Hos Nord N10 hedder den Midnight Ice, hos N100 Midnight Frost. 5G telefonen kan kun købes online hos OnePlus selv, mens den billige N100 også sælges hos en håndfuld teleselskaber og elektronik supermarkeder….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Husk også at læse Trends & Travel