Forskel på folk hos Twitter

En ”bette” skærm på 146 tommer

For et par dage siden viste jeg LG’s imponerende 8K tv, der skulle være verdens største med sine 88 tommer fra hjørne til hjørne.

Men som vi ved fra Donald Trump og Kim Jong-un, ændrer det sig hele tiden, hvem der har den eller det største.

Derfor står LG’s ærkerival Samsung nu klar med en 8K tv på 146 tommer. ”The Wall” hedder det ganske passende, for sådan en skærm kræver ikke kun en bred væg, men også at der ikke hænger andet på muren.

Samsungs nye kæmpe-tv indeholder kunstig intelligens, der kan opskalere både video, tv og billeder fra lavere opløsning til næsten perfekt 8K gengivelse med 7.680 gange 4.320 punkter på skærmen.

Hvis I har en hel væg i stuen ledig, kan Samsungs nye The Wall på 146 tommer måske være en idé.

Opskaleringen er nødvendig, for lige nu findes der stort set ikke noget indhold – ud over diverse demoer – som man kan afspille i 8K. Når OL åbner i Tokyo om et par år, vil tv-transmissionerne være i det nye superformat. Indtil da vil man kunne købe dyre 8K tv under påskud af, at så er man forberedt på fremtiden.

Den største tekniske nyhed i det nye Samsung tv er dog ikke størrelsen, men anvendelsen af MicroLED til at vise billederne.

Nu har Samsung i den seneste tid slået voldsomt på trommer for sin QLED teknologi, der skal give klarere og mere kontrastrige billeder end konventionelle fladskærms-tv. QLED (Quantum LED) minder om AMOLED displays fra smartphones, hvor hver enkelt billedpunkt er selvlysende – og derfor ikke kræver strøm-slugende baggrunds-belysning.

MicroLED er en videreudvikling af denne teknologi – og som navnet antyder, er hver pixel meget mindre end konventionelle lysdioder. Ligesom QLED klarer MicroLED sig uden baggrundslys og farvefiltre. Dermed skal de viste kulører på skærmen være meget præcise og naturtro.

Samsungs kunstige intelligens kan skalere selv kedelige diagrammer op, så de står tydelige og knivskarpe i 8K kvalitet.

”The Wall” tv’et anvender Samsung som trækplaster på det netop åbnede CES Show i Las Vegas, der med over 4.000 stande er verdens største udstillingsvindue for underholdnings-elektronik.

Samsung viser naturligvis også lidt mindre ambitiøse 8K tv som f.eks. en skærm på 85 tommer og QLED teknologi. Også den indeholder kunstig intelligens – hos Samsung hedder det ”8K AI”.

I praksis er det en teknologi, der skaber, hvad der ikke er til stede – nemlig flere pixels eller billedpunkter:

8K AI bygger på en database med millioner af billeder, som en processor i tv’et sammenligner med det indhold i lavere opløsning (f.eks. Full HD eller 4K), tv’et skal vise. Kredsløbet analyserer så hvert skærmbillede, gør det skarpere, tilføjer støjreduktion og reparerer småfejl, inden billedet på brøkdele af et sekund sendes på skærmen i 8K kvalitet.

Andre og noget billigere Samsung får en lidt anden form for kunstig intelligens. Det kommer i skikkelse af den personlige Bixby Assistent, der er Samsungs svar på Apples Siri, Amazons Alexa, Googles Assistant og Microsofts Cortana. Med andre ord kan man styre sit tv med stemme-kommandoer – og for den sags skyld resten af huset – hvis man har købt Samsung køleskabe, vaskemaskiner, alarmer, mikrobølge ovne osv. med SmartThings kompatibilitet….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forskel på folk hos Twitter