Alle YouSee routere bliver opgraderet

Xiaomi har en ny robothund til hjemmet

(Foto: Xiaomi)

For efterhånden 24 år siden var det en sensation, da Sony præsenterede verdens første robot-hund – Aibo.

Den kunne ikke ret meget andet end se utrolig sød ud. Den kunne dog reagere på kærtegn, genkende sin ejer og lege forskellige lege.

Det var hyper-avanceret ved årtusinde-skiftet, mens man i dag ville ryste på hovedet og vinke afværgende. Også, selvom Aibo altså stadig er ret nuttet i sin høje hunde-alder.

Sony forsøgte et comeback for fire-fem år siden, men uden det store held. Det hjalp heller ikke, at Aibo fik stillet en logrende robot-veninde ved siden af.

 

(Foto: Xiaomi)

Nu forsøger den kinesiske elektronik-gigant Xiaomi at fortsætte, hvor Sony slap.

I går præsenterede Xiaomi anden generation af sin CyberDog. Den ser knap så ”cute” ud som Aibo, men kan meget mere som robot. Naturligvis takket være moderne kunstig intelligens (AI).

Xiaomi fortæller, at CyberDog 2 er mindre og lettere end forgængeren. Robotten ser også mere familie-agtig ud. Første version kunne godt ligne noget, som ingeniører havde udviklet til ingeniører.

CyberDog 2 er proppet med elektronik og sensorer, der styres af en NX processor og to ekstra processorer, der skal fungere ligesom menneskets to hjerne-halvdele.

Robotten kan følge efter sin ejer som en rigtig hund. (Foto: Xiaomi)

Dertil kommer 8 GB RAM og 16 GB lager, der samler informationer op fra i alt 19 sensorer. De sidder spredt rundt på robot-hunden, så dens bevægelser kan virke så naturtro som muligt.

De mange sensorer sørger bl.a. for, at CyberDog 2 både kan se, høre, genkende og føle:

Det foregår via fire mikrofoner med AI stemme-genkendelse, et RealSense dybde kamera plus RGB videokameraer og et fiskeøje objektiv.

Desuden er robot-vovsen forsynet med laser-sensorer til afstands-bedømmelse, så CyberDog 2 undgår at støde ind i møbler og menneskeben, når den drøner rundt på gulvet.

Hele herligheden har også Bluetooth 5.0 og Wi-Fi. Den kan styres fra en trådløs fjernbetjening, en smartphone app eller stemme-kommandoer fra ejeren.

CyberDog 2 kan sættes til at være vagthund i hjemmet. Hvis den ser uventede bevægelser i rummet, sender den alarm til sin ejer via internet og viser video-billeder af den uønskede person på brugerens telefonskærm. (Foto: Xiaomi)

Ifølge Xiaomi indeholder CyberDog 2 maskin-læring fra over 30.000 timer i selskab med rigtige hunde.  Den har f.eks. sørget for, at robottens fire ben bevæger sig 50 procent bedre.

Benene kan CyberDog 2 bruge til flere ting – og ikke kun til at løbe eller lunte rundt. Robotten kan således lave en baglæns salto og selv rette sig op, når den er væltet.

Styresystemerne ombord er Ubuntu og ROS2. Dem skal normale brugere nok ikke røre ved. De kræver erfaring med programmering. Til gengæld er de “open source”, så alle kan skrive apps og egenskaber til CyberDog 2.

Den nye Xiaomi skal ligner en doberman i design. Den måler 562 gange 339 gange 481 mm og vejer 8,9 kilo. En batteri-opladning via USB-C skal give 90 minutters spilletid.

CyberDog 2 kan købes på det kinesiske marked fra i dag. Prisen er 12.999 yuan eller ca. det samme i danske kroner. Om vovsen også skal markedsføres i Europa og Danmark, melder Xiaomi ikke noget om….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alle YouSee routere bliver opgraderet