Dells laptops bliver grønnere

Robotten passer på Pompeji

(Foto: (Foto: Pompeii Sites)

Siden Boston Dynamics præsenterede sin robot-hund Spot for over 10 år siden, har den optrådt på utallige udstillinger og vist sig frem i endnu flere tv-udsendelser – men sådan et rigtig job har robotten ikke kunnet finde.

OK – vi har set Spot spadsere rundt og overvåge rørene på en olieplatformen eller passe får i New Zealand. Men den første stilling med virkelig mening i har robot-vovsen først fået nu.

Spot skal nemlig fungere som vagt i de arkæologiske ruiner i italienske Pompeji. Byen, der er berømt for at blive dækket af lava efter et vulkan-udbrud for 2.000 år siden.

På ryggen af Spot robotten er monteret flere kameraer til f.eks. 3D skanning, video-genkendelse, varmesøgning osv. (Foto: (Foto: Pompeii Sites)

Robotten skal nu selvstændigt futte rundt i Pompeji, holde øje med om turisterne stjæler souvenirs fra ruinerne og samtidig også overvåge, om der sker selv små forandringer i bygninger og veje, som kunne kræve en indgriben fra arkæologernes side.

Ansættelsen af en første Spot robot er sket efter initiativ fra Gabriel Zuchtriegel, der blev ansat som direktør for Pompejis museumspark sidste år.

Den unge arkæolog gik straks i gang med en kontroversiel plan om at lade den gamle turist-attraktion overvåge og styre af moderne teknologi.

Spot kan løbe selvstændigt rundt ligesom en levende hund. (Foto: (Foto: Pompeii Sites)

Zuchtriegel kunne nemlig tidligt se mulighederne i kunstig intelligens (AI) og autonomt kørende robotter i forbindelse med museer og arkæologiske udgravninger. Disse robotter ser vi ellers mest anvendt i industrien som f.eks. på bilfabrikker eller i store varehuse.

Ifølge Zuchtriegel får Spot en helt særlig opgave i Pompeji. Den skal undersøge og overvåge sikkerheden i en række tunneller, som gravrøvere har brugt gennem årtier til at plyndre den gamle by.

Spot får også en flyvende medhjælper. Det er en Leica BLK2FLY drone, der svæver hen over Pompeji og tjekker om alt er, som det skal være, med en 3D skanner monteret.

Spot og drone rapporterer og overfører billeder trådløst til et vagtcenter, der er mandet med mennesker. Det ligger et stykke vej fra selve Pompeji og kan holdes informeret døgnet rundt. Robotten kan nemlig se både dag og nat.

Spot er udstyret med to batterier, en oplader, en tablet som kontrol-enhed, 16 GB RAM og 512 GB lager. Robotten er forsynet med masser af elmotorer, der overordnet set kontrolleres ved hjælp af et UNIX-baseret Ubuntu 18.04 styresystem.

Hvis I overvejer at købe en Spot til jer selv, sælger Boston Dynamics skam robotter til både privatpersoner, virksomheder og den offentlige sektor. Det er en ændring, der er sket, da den amerikanske virksomhed blev købt af sydkoreanske Hyundai Motor Grop i december forrige år. Prisen for en Spot begynder ved 75.000 dollars eller godt en halv million kroner….

Spot arbejder tæt sammen med en drone fra Leica, som flyver rundt med et 3D kamera. (Foto: (Foto: Pompeii Sites)

En af robottens vigtigste opgaver bliver at udforske de gange, som gravrøvere gennem flere århundrede har bygget for at komme til de arkæologiske værdier i den gamle by. (Foto: (Foto: Pompeii Sites)

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dells laptops bliver grønnere