Disse film og tv-serier streamede vi i april

Elgiganten vil sælge brugte hvidevarer

(Foto: Elgiganten)

Det er ikke mange år siden, at de store elektronik-varehuse eller teleselskaberne ville høre tale om at sælge andet end helt ny varer.

Dengang havde de bestemt ikke lyst til at ende med et image på linie med f.eks. brugtbil-forhandlere.

Den opfattelse har ændret sig meget på det seneste.

Både flere teleselskaber, it-forhandlere og de store elektronik-varehuse tager kundernes gamle smartphone i bytte, shiner dem op og sælger dem igen som næsten nye.

Nu går Elgiganten så et stort skridt videre ved at træde ind på markedet for salg af brugte hårde hvidevarer.

Gamle komfurer, vaskemaskiner, køleskabe osv. skal man ikke længere søge efter i små sidegade-forretninger eller i deciderede genbrugs-butikker.

Fremover står de veltjente, men velfungerende køkken-maskiner side om side online med de helt nye eksemplarer i Danmarks største kæde af elektronik-varehuse.

“Som markedsleder føler vi et særligt ansvar for at gå i spidsen for genbrug, klima og forlængelse af elektronik-produkters levetid,” siger Peder Stedal. (Foto: Elgiganten)

Det nye initiativ kommer kun få måneder efter, at Elgiganten lancerede sit Ny Start koncept for brugte smartphones:

”Vi  har hos vores kunder oplevet en stigende interesse for grønnere løsninger. Både produkter, der kan repareres og brugt elektronik eller hårde hvidevarer. Som markedets største har vi et særligt ansvar. Derfor udvider vi nu Ny Start til danskernes køkkener,” forklarer Peder Stedal. Han er adm. direktør for Elgiganten.

Kæden og søsterselskaberne i de øvrige nordiske lande indsamler hvert år mere end 30.000 tons elektronik-skrot. Det gør Elgiganten til den største aktør i el-affald i denne del af verden.

Alle kasserede produkter, som indsamles, bliver enten sat i stand igen, gen-anvendt eller genbrugt. Alligevel ligger der fortsat masser af gammelt udstyr og samler støv i danskernes skuffer, skabe, kældre eller garager.

”Alle folk kan komme forbi vores varehuse og indlevere udtjent elektronik – telefoner, tv, laptops, pc’er, printere osv. Produktet behøver end ikke at være købt i Elgiganten,” understreger Peder Stedal.

Når Elgiganten nu går ind i brugte hårde hvidevarer, foregår det på en lidt anden måde:

Disse apparater kommer for en stor del fra kædens egen indsamling af el-affald, som håndteres af samarbejds-partneren Recirk.

Alle produkterne bliver efterset, repareret, nulstillet, testet og rengjort, inden de sættes til salg online. Ikke fysisk ude i butikkerne.

Elgiganten yder desuden to års garanti på de brugte varer og kan bl.a. tilbyde, at de leveres til døren. Dog mod en merpris.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Disse film og tv-serier streamede vi i april