Google Chrome har overtaget verden

Sådan har I ikke set en mobil før

(Foto: Honor)

Engang lå Honor i skyggen af sin ejer, hvor Huawei relancerede sine lidt ældre smartphone modeller og solgte dem online direkte til kunderne.

Så rendte Huawei ind i en dyb krise.

Den kinesiske telegigant blev smidt ud af mange vestlige landes mobilnet på grund af mistanke om spionage og aflytning. Det gjaldt også hos de danske teleselskaber.

Samtidig blev Huaweis smartphones udelukket fra at bruge Android, 5G og Googles populære online services.

Huawei forsøgte at svare igen ved at udvikle sit eget HarmonyOS, der i dag er verdens tredje-største styresystem til mobiltelefoner. Mest i Kina og slet ikke i USA og Vesteuropa.

(Foto: Honor)

Mens taget var ved at falde sammen over Huawei imperiet, blev bl.a. Honor solgt fra. Køberne var et kinesisk konsortium, der ikke stod Peking så tæt som Huawei selv.

Af samme grund kan Honors smartphones sælges med både 5G, Android og Google Services ombord. På linie med andre kendte kinesiske mærker som f.eks. OnePlus, Xiaomi, Motorola, oppo og TCL.

Honor er blevet en mega-succes på det kinesiske marked og mener nu, at europæerne skal lære virksomhedens produkter at kende.

I forbindelse med den store IFA 2023 elektronik-udstilling i Berlin i disse dage holder Honor stor premiere for en række smarte nyheder, som vil kan forvente at se i europæiske butikker senere i år.

Den mest opsigtsvækkende nyhed hos Honor er desværre kun et koncept. Ikke noget, man kan købe her og nu, selvom mange uden tvivl ville have lyst til at eje den.

(Foto: Honor)

Nyheden er Honor V Purse, der på en elegant måde bygger bro mellem teknologi og mode. Mere præcist ligner Honor V Purse mere en lille håndtaske til damer end en moderne smartphone.

Det er selvfølgelig helt bevidst og et godt tegn på, at Honor har kreative designere ansat og gerne bruger dem til sine nye produkter.

Honor V Purse er grundlæggende en Honor Magic V5 foldemobil, der har fået nye klæder – og som både kan fungere som en 5G telefon og en dametaske.

Ideen er naturligvis, at moderne mennesker ikke længere bruger kontanter og slæber rundt på et halvt tons mønter.

I stedet foregår betalingen med kreditkort eller endnu bedre via trådløs overføring som f.eks. MobilePay, NFC, Apple Pay eller det kinesiske Ali Pay.

Honor mener, at V Purse bliver den næste store ting i folde-telefoner, når de for alvor bliver udbredte om et par år.

Lige nu domineres klap-mobil-markedet af Samsung, men flere og flere konkurrenter begynder at dukke op:

Mest kendt er Motorola og Google, men navnene tæller også Honor, OnePlus, Vivo, Huawei, Xiaomi oppo og – måske – også snart Apple.

Når den første nyheds-nysgerrighed er overstået, bliver der brug for at vise muligheder. Dem kunne man f.eks. finde i modebranchen, vurderer Honors topchef George Zhao.

Selve Honor V Purse fylder mindre end ni millimeter, når den er foldet sammen. Det et slankere end mange store smartphones i traditionelt design.

Det helt specielle ved Honor-nyheden er, at den ikke kun rummer en indre OLED-skærm, der betjenes ligesom en smartphone eller en lille tablet.

På ydersiden har Honor anbragt et såkaldt AOD, der kan forandre udseende efter brugerens lyst og tøjstil. Det er ligesom at skifte tøj – bare på mobilen.

Her er de fem farver, man kan købe den nye Honor V Magic 2 foldetelefon i. (Foto: Honor)

Til præsentationen i Berlin har Honor pyntet sin V Purse med kæder, fjer og kvaster, der mere mindre om et mode-accessoire end om en smartphone.

Honor er samtidig gået i alliance med flere modemærker og talentfulde designere. De får adgang til en særlig app, som bruges til at skifte telefonens ydre udseende.

Mens V Purse i første omgang er en udstillings-genstand, er Honors nye Magic V2 en meget virkelig klap-telefon. Den har nemlig Europa-premiere i disse dage.

Magic V2 skal være markedets tyndeste smartphone, der klappes på langs. Den bliver derfor en direkte konkurrent til Samsungs nye Galaxy Z Fold5, Googles Fold og OnePlus’ kommende Open.

Honors 90 topmodel i konventionelt design har en af markedets bedste skærme. Den er på 6,7 tommer og viser billeder i 4K kvalitet og med imponerende 1.600 nits i lysstyrke. (Foto: Honor).

Magic V2 vejer 231 gram og skal bl.a. bygge på et helt nyt hængsel i titanium og special-stål, der normalt er klaptelefonernes archilles-hæl.

Ifølge Honor er hængslet testet med 400.000 fold uden problemer. Det svarer til, at man klapper telefonen op og i 100 gange om dagen i 10 år.

Honor Magic V2 ruller frem med hele tre kameraer på ryggen. Det er et hoved-objektiv på 50 megapixel, en ultra-vidvinkel på 50 MP og en telezoom på 20 MP.

Vel vidende, at de fleste kunder til en Magic V2 tager masser af selfies, har Honor udstyret telefonen med to separate 16 MP kameraer på fronten. De giver mulighed for flere tricks og kreative selfie billeder end normalt.

Endelig vil Honor gerne have fremhævet sin særlige Silicon-Carbon teknologi til batterier:

Den gør det først og fremmest muligt at bygge et 5.000 mAh batteri, der ikke er højere end 2,72 millimeter. Vigtigt i smartphones, hvor batteriet sammen med skærmen er den største enkeltdel….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Google Chrome har overtaget verden