Tre af fire billige usb-opladere er farlige

Test: Mums i mellemklassen

OnePlus Nord 3 til venstre og Samsung Galaxy A54 til højre. (Foto: Leifshows)

Hos personbilerne er det ofte mellemklassen, der er mest overfyldt med modeller – og hvor konkurrencen derfor er størst.

Det samme er egentlig også tilfældet hos mobiltelefonerne, selvom det største slagsmål på det danske marked udkæmpes længere nede – i økonomi-klassen under 2.500 kroner.

Alle smartphone-fabrikanter med respekt for sig selv har dog modeller i middelklassen, hvor telefonerne koster op til 4.000 kroner.

Her på Leifshows havde vi egentlig planlagt at sammenligne tre aktuelle mellem-pris-mobiler i denne test. Google har dog ikke været i stand til at leve en Pixel 7a telefon til anmeldelse, selvom vi har rykket i flere måneder.

Derfor må vi – og I kære læsere – nøjes med en sammenligning af to smartphones til knap 4.000 kroner.

Det er OnePlus helt nye Nord 3 model, der kommer i danske butikker fra i dag. Og det er Samsungs Galaxy A54, som har været på markedet i nogle måneder og i den tid er solgt i mange eksemplarer.

Testen afslører, at udviklingen i mobil-industrien fortsat går forrygende stærkt: Efter et halvt år er en telefon forældet i manges øjne, og rent præstations-mæssigt er det bestemt også korrekt.

Både Samsung Galaxy A54 og OnePlus Nord 3 er gode og fornuftige køb i prisklassen. Men der er altså også klare forskelle i både hastighed, udstyr, kamera-kvalitet og batteri-opladningen.

OnePlus Nord 3 kommer med hele 16 GB RAM som standard. Det er helt uhørt i mellemklassen og stadig sjældent i dyrere topklasser. Samsung nøjes med at levere Galaxy A54 fra de for prisklassen normale 8 GB.

Både Nord 3 og Galaxy A54 koster 3.999 kroner med 256 GB lager ombord.

En af de store forskelle er, at man får en hurtig 80 watt oplader med i prisen hos OnePlus. Samsung leverer sin Galaxy A54 uden oplader. (Foto: Leifshows)

Udpakning og design
Det første, der springer i øjnene, er forskellen på de æsker, de to telefoner leveres i.

Samsung Galaxy A54 kommer i en lille tynd æske, hvor der ikke er plads til meget andet end telefonen selv. Mobilen kommer nemlig uden medfølgende oplader.

OnePlus’ æske er mindst dobbelt så stor. Den er selvfølgelig ikke vigtig for telefonens funktion, men man får en hurtig 80 watt ladeblok med i prisen. Det skal tælles med.

I design er Samsung Galaxy A54 mere afrundet og blødere. Alle betjeningsknapper sidder på højre side.

OnePlus Nord 3 er mere kantet og med en let afrunding på ryggen. Betjeningsknapper er fordelt på begge sider af skærmen.

Galaxy A54 er en stilren og nærmest klassisk designet mellemklasse mobil. (Foto: Samsung)

 

Skærm
Med sine 6,4 tommer er AMOLED-displayet på Samsung Galaxy A54 i moderat størrelse. Andre vil kalde det lille i en tid, hvor der er gået inflation i mobil-skærmes størrelser.

Samsungs display viser grafik i Full HD+ med 2.340 gange 1.080 punkter. Billed-opdateringen  – Refresh Rate – er på hurtige 120 Hz, hvilket gør telefonen fin til brug sammen med computerspil.

OnePlus har lagt et stort AMOLED-display på 6,74 tommer i Nord 3. Grafik-opløsningen er noget bedre med 2.772 gange 1.240 punkter, som OnePlus kalder UHD.

Begge telefoner kan bruges udendørs, fordi de har en lysstyrke på henholdsvis 1.000 og 1.450 nits. Nord 3’eren er dog mærkbart bedre med en højere kontrast og mere klare farver.

Under selve betjeningen klarer både Samsung og OnePlus sig fint ved hurtigere skift mellem forskellige apps og indhold på skærmen.

Alt i alt scorer OnePlus Nord 3 flere plus-point for skærmen, der må være en af de bedste i prisklassen.

Motor og præstationer
Samsung benytter en af sine egne processorer i Galaxy A54. Den hedder Exynos 1380 og er en god mellemklasse motor med otte kerner.

En hurtigløber er processoren dog ikke, hvilket man mærker specielt i forbindelse med krævende spil. Den er også en smule svagbrystet i videofilm, der afspilles i høj opløsning.

OnePlus overrasker ved for første gang at droppe Qualcomms Snapdragon processorer i en telefon i de lidt højere prisklasser.

I stedet har OnePlus hentet hjælp hos taiwanesiske MediaTek. Herfra kommer den helt nye Dimensity 9000, der har præstationer på linie med topklasse telefoner, som man let betaler flere tusinde kroner ekstra for.

Qualcomm er på vej med en afløser for sin Snapdragon 795 chip, der kan sammenlignes direkte med Samsungs Exynos 1380, men den var ikke klar til den nye Nord 3.

Skiftet til MediaTek behøver OnePlus brugere dog bestemt ikke at fortryde:

For det første er processoren markant hurtigere end Samsung – 3,05 GHz i clock frekvens mod 2,4 GHz.

For det andet mærkes det i praksis i spil og i video. Begge afvikles flydende og uden hop eller forsinkelser i billederne.

I den såkaldte Antutu tempotest placerer Galaxy A54 sig på en 89. plads af 122 prøvekørte telefon med en total score på 511.608.

OnePlus Nord 3 er så ny, at den endnu ikke er blevet testet hos Antutu.

Ud fra praktiske erfaringer ligger OnePlus dog en halv klasse over Samsung.

Galaxy A54. (Foto: Samsung)

Kameraerne
Hvis man kigger på de tørre specifikationer, ligner kameraerne i Galaxy A54 og Nord 3 hinanden meget, meeen…

Samsung har udstyret sin mellemklasse-bestseller med et 50 megapixel hoved-objektiv. Super-vidvinklen er på 12 MP, og den assisteres af en makro på 5 MP til næroptagelser. Selfie-kameraet på fronten er på 32 MP.

OnePlus har også et hovedkamera på 50 megapixel, en ultra vidvinel på 8 MP og en makro på 2 MP. Selfie-skyderen er på 16 MP.

Umiddelbart kunne det lyde, som om Samsung havde et lille forspring, men det er slet ikke tilfældet. Der er nemlig en enorm forskel i kvalitet på det hovedkamera, der sidder i telefonerne.

Mens Galaxy A54 opfører sig som normalt med kameraer i mellemklassen, virker OnePlus, som om man har puttet en sportsvogn i en almindelig sedan.

OnePlus har nemlig taget samme glimrende Sony IMX890 billedsensor, der også sidder i topmodellen OnePlus 11.

Forskellen er kun, at Nord 3 kommer uden de avancerede filtre og software fra svenske Hasselblad, som man betaler ekstra for på toptelefonen.

95 procent af brugerne vil aldrig få brug for de professionelle features. De tager nemlig fotos med automatik og autofokus, og her får de en kvalitet, vi ikke har set før i denne prisklasse.

Samsungs kameraer er følbart langsommere end OnePlus’. Det tager tid at starte app’en, og kameraet fokuserer ikke særlig hurtigt. Resultatet er, at man lettere får et sløret billede, hvis man ikke er lidt tålmodig som fotograf.

Billedkvaliteten hopper en klasse op, når man arbejder med Nord 3. Kameraet er meget hurtigere og giver mere præcise billeder. Selv i situationer, hvor man har trykket på udløseren med let rystende hånd.

På kameraerne er OnePlus altså klart bedst

Sådan ser Nord 3 telefonen ud indeni. Det dobbelte batteri fylder meget. Der er ikke meget plads til den hurtige Dimensity processor fra MediaTek. (Foto: OnePlus)

Batteri og opladning
Her kommer en af OnePlus’ parade-discipliner i forhold til de allerfleste konkurrenter på markedet. Det gælder altså også for den nye Nord 3.

Samsungs Galaxy A45 kommer f.eks. uden medfølgende USB-C ladeblok. I stedet skal man bruge sin gamle eller en fra et andet mobilmærke.

Hvis man foretrækker at købe en ny original Samsung oplader, der skal kunne levere rimelig hurtig opfyldning med 45 watt, koster den ca. 300 kroner ekstra.

Hos OnePlus følger ladeblokken med i købet. Den kan oven i købet levere hele 80 watt, fordi batteriet i Nord 3 er delt i to.

Resultatet er, at det kun tager lige over en halv time at lade telefonen op fra 0 til 100 procent på det 5.000 mAh store batteri. I Galaxy A54 har batteriet samme størrelse.

OnePlus giver helt usædvanligt en garanti for, at batteriet kan oplades 1.600 gange. Det vil i praksis sige, at man kan bruge Nord 3 i fire år, uden at batteriet mister nævneværdigt med kræfter.

Samsung holder sig til det mere normale og giver to år på batteriet. Det gør de fleste andre mobilmærker også.

Ergo – OnePlus er en sikker vinder i batteri og strøm.

OnePlus’ objektiver – til venstre – er meget større end Samsungs. (Foto: Leifshows)

Vand og og opdatering
Både Samsung og OnePlus kommer med Android 13 som styresystem. Begge har dog lagt egne brugerflader med ekstra funktioner henover. Det vil være en personlig smagssag, hvilken variant man foretrækker.

En stadig vigtigere detalje i forbindelse med en mobiltelefons levetid er de garantier, som fabrikanten leverer.

Hos OnePlus garanterer man tre opgraderinger af styresystemet – altså op til og med Android 16 – samt fire års sikkerheds-opdateringer.

Samsung giver en bedre opgraderings-garanti – nemlig fire styk fire år frem.

Endelig har Samsung også et forspring, når det gælder, hvor vandtæt telefonen er. Her er Galaxy A54 noget mere robust.

Samsung oplyser således, at Galaxy A54 er certificeret efter IP67, hvilket betyder, at telefonen kan ligge en time i en meters vanddybde uden at drukne.

OnePlus nøjes med en mere moderat IP54 certificering. Man kan godt have mobilen med i regnvejr, men nok ikke under bruseren eller med i bad.

Her scorer Samsung højest i testen.

Konklusion
Man går ikke forkert i byen ved at købe Samsung Galaxy A54 eller OnePlus Nord 3. Begge giver valuta for pengene.

OnePlus leverer bare det der ekstra-ordinære i prisklassen. Et glimragende kamera, utrolig meget RAM, lynhurtig opladning og en sprinter af en processor.

Er de ting vigtige, er der slet ikke nogen tvivl om vores valg.

Det kunne have været sjovt også at sammenligne med Googles nye Pixel 7a. Den kunne formentlig udfordre OnePlus noget stærkere end Samsung.

(Testen er udført af Kim Bjørnskov og Leif Bomberg)

Samsung Galaxy A54 5G. Pris 3,999 kroner

  1. Hastighed og råstyrke – 7
  2. Kameraer – 7
  3. Skærm-kvalitet – 8
  4. Batteri og opladning – 6
  5. Handling – 7
  6. Udstyr – 6
  7. Kvalitets-indtryk – 7
  8. Pris/kvalitet – 7
  9. Total – 55 af 80 mulige point

OnePlus Nord 3 5G. Pris 3.999 kroner

  1. Hastighed og råstyrke – 9
  2. Kameraer – 9
  3. Skærm-kvalitet – 8
  4. Batteri og opladning – 10
  5. Handling – 8
  6. Udstyr – 10
  7. Kvalitets-indtryk – 9
  8. Pris/kvalitet – 10
  9. Total – 73 af 80 mulige point

(Karaktererne er på maksimalt 10 og givet i forhold til telefonernes pris)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tre af fire billige usb-opladere er farlige