Kineserne får OnePlus 11 først

MitID katastrofen bekræftet

(Foto: Digitaliseringsstyrelsen)

Jeg har flere gange her på bloggen, at indførelsen af MitID som afløser for NemID var alt for dårligt implementeret og gennemprøvet, inden alle danskere blev tvunget til at bruge det nye identitets-system på en smartphone.

Denne påstand bliver nu bekræftet af Kommunernes Landsforening (KL)  : Over 900.000 danskere måtte en tur forbi Borgerservice hos kommunerne for at få hjælp til at få MitID til at fungere.

Det betyder, at næsten hver femte dansker har haft problemer med overgangen til MitID, der skal være Danmarks nye spydspids i digitalisering af samfundet.

Procenten er i virkeligheden meget højere, for mellem 200.000 og 300.000 danskere har endnu ikke fået installeret MitID. Enten fordi de ikke ønsker det, eller de ikke ejer en smartphone, som er nødvendig for at bruge MitID.

Avisen Danmark fortæller, at ikke kun den almindelige borger har sloges med MitID. Mange kommuner har således måttet ansætte ekstra medarbejdere til at hjælpe borgerne.

Kommuner har også udvidet åbningstiderne i Borgerservice, holdt åbent-hus arrangementer om MitID og sågar haft udkørende Borgerservice for at dække efterspørgslen.

I sidste ende måtte kommunerne bede om at få udsat den endelige implementering af MitID fra den 30. juli til den 31. oktober.

Da MitID blev lanceret officielt i oktober 2021, var der ingen grænser for selvros og store forventninger til systemets indførelse i Danmark. (Foto: Digitaliseringsstyrelsen)

Spørgsmålet er så, om MitID kunne være indført ordentligt allerede på den første dato. Systemet har nemlig haft adskillige tekniske nedbrud undervejs, som ikke ligefrem har øget tilliden til MitID.

Peter Rahbæk Juel, der er formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, siger til Avisen Danmark, at overgangen til MitID åbenlyst har været for svær for den helt almindelige dansker:

”Vi var ikke godt nok forberedt på opgaven, og det sagde vi også ret tidligt i forløbet. Opgaven har været større, end jeg tror, de fleste havde regnet med.”

Hos Digitaliseringsstyrelsen, der ejer MitID sammen med de danske banker, er man til gengæld slet ikke overrasket over 900.000 danskeres besvær med at indføre det nye system. Til avisen skriver styrelsen:

”Antallet, som har haft brug for at besøge Borgerservice for at få MitID, ligger faktisk lidt under, hvad vi havde estimeret forud for migreringen.”

Og fortsætter: ”Vi har fra starten været klar over, at det er en kæmpe opgave at få cirka fem millioner NemID over på MitID.”

Peter Rahbæk Juel fra KL: “Kommunerne var ikke godt nok forberedt på MitID opgaven.” (Foto: Kommunernes Landsforening)

 

Hvis det er korrekt, kan man som udenfor stående undre sig over, at Digitaliseringsstyrelsen og MitID leverandøren Nets ikke har gjort mere for at fejlrette og designe MitID bedre, så alle disse problemer ikke opstod.

Nu står MitID tilbage som nok en skandale i offentlig IT. Andre aktuelle eksempler på milliard-dyre it-projekter, der ikke fungerer, er bl.a. dem fra Skat.

Her arbejder man nu i måneds- og årevis med to forskellige systemer, der kører hver for sig og ikke særlig godt sammen.

Borgere, som har ringet ind til Skat for at få en forklaring på deres opgørelsers indhold, kender problemet. Mange af dem har fået beskeden, at ”det er ikke mit bord. Du må ringe over til en anden afdeling af skat. De har adgang til det it-system, hvor disse ændringer kan foretages.”

I øvrigt har Kommunernes Landsforening endnu ikke opgjort, hvad det har kostet dem at hjælpe de mange borgere med at få MitID til at fungere.

Ifølge Avisen Danmark har MitID systemet indtil videre kostet staten over 250 millioner at implementere. Dertil kommer 6,5 millioner til markedsføring af det nye system.

Den samlede MitID kontrakt har en værdi på 939 millioner kroner til udvikling og drift hos leverandøren Nets. Kontrakten gælder i 10 år….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kineserne får OnePlus 11 først