Nu bliver laptop skærm fleksibel

Øretelefonerne måler din puls

(Foto: Anker)

Mange menneskers øgede fokus på deres helbred – både sportsfolk og almindeligt dovne – har været med til at accelerere salget af moderne smartwatches.

De indeholder nemlig sensorer, der f.eks. kan måle brugerens puls, hjerterytme, stress-niveau og antallet af skridt, vedkommende tager hver dag.

Nu dukker de samme sensorer også op i øretelefoner, som endnu flere mennesker går rundt med i hovedet end et smartwatch på armen.

Det store amerikanske tilbehørs-mærke Anker vil vise, hvordan det gøres. I højre øreprop har Anker integreret en puls-måler, der også kan holde øje med bærerens hjerterytme. Resultaterne sendes trådløst til en app på mobiltelefonen.

Pulsmåleren sidder i højre øreprop. (Foto: Anker)

Som udgangspunkt fungerer sensoren automatisk, når man har øretelefonerne på. Man kan dog også indstille nyheden til f.eks. kun at måle hjertet, så længe man løber eller dyrker anden fysisk motion.

På den anden side kunne det måske også være skægt at følge sin puls og hjertebanken, når man danser kinddans med sin hjertenskær, hører sin yndlingsmusik eller reagerer på rap, rock og klassiske symfonier.

Derudover ser Ankers nye Soundcore Liberty 4 ud til at være ganske kapable øretelefoner, når det gælder lydkvalitet og features til håndfri telefon-samtaler.

Det ydre design er en kopi af Apples AirPods, der er verdens mest solgte. Farven er udelukkende sort med små gyldne elementer. Helt modsat Apples rene hvide verden.

(Foto: Anker)

Øretelefonerne indeholder dobbelte drivere – små højttalere – i hver side. De har den seneste nye Bluetooth 5.3 og mulighed for at afspille spatial audio med surround-agtig effekt.

Den medfølgende Anker Wellness app kan både bruges til at indstille øretelefonerne til ens personlige lyd-præferencer og til at opsamle hjerte-målingerne.

Ellers foregår den daglige betjening ved hjælp af forskellige tryk på øretelefonerne. Tre korte tryk på venstre øreprop spoler f.eks. musikken et nummer tilbage. Tilsvarende tryk på højre får afspilningen til at hoppe til næste melodi.

Liberty 4 skal kunne køre i op til ni timer på en enkelt batteri-opladning, hvilket er fint. Det er dog uden støjreduktionen tændt. Har man den på, falder spilletiden drastisk til fem timer.

Lægger man øretelefonerne i den medfølgende bæreæske, når de ikke er i brug, kan spilletiden øges til 19 timer.

Anker er kendt for lave priser, og de nye ”sunde” Soundcore Liberty 4 øretelefoner er ingen undtagelse:

På det amerikanske marked koster de kun 149 dollars eller ca. 1.150 kroner. Det er meget billigere end f.eks. Apple AirPods eller Bose’ Quiet Comfort øretelefoner.

Spørgsmålet er så også, om lydkvaliteten er på samme høje niveau. En officiel dansk pris er ikke kommet endnu….

(Foto: Anker)

(Foto: Anker)

(Foto: Anker)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu bliver laptop skærm fleksibel