Mac spiller ingen rolle mere

007 vil elske denne bolig

(Foto: Aston Martin)

Hvad forventer I, at der følger med, når I køber en ny bolig?

Et velindrettet køkken med alt i de nyeste hvidevarer naturligvis. Et stort og rummeligt badeværelse – javel. God plads i dagligstuen til ens gigantiske fladskærms-tv – ok. En garage eller en fast p-plads – well.

Hvad ville I sige til, at en ægte Aston Martin DBX SUV følger med i prisen. Det samme gør en racerbils-simulator i fuld størrelse, som man kan placere i sit hobbyrum.

Ideen kommer fra den pris-belønnede britiske arkitekt Sir David Adjaye, der har indrettet fem luksus lejligheder i en New York skyskraber med det seneste nye i elektronik, det smarte hjem og avanceret underholdning.

Den engelske bilfabrikant Aston Martin har fået indrettet fem luksus lejligheder i dette nye højhus på Manhattan. Boligerne indeholder bl.a. en racer-simulator. (Foto: Aston Martin)

Aston Martin sportsvognen i højhusets p-kælder får man ikke så meget glæde af i New Yorks altid overfyldte gader.

Derfor har Adjaye sørger for at udstyre boligerne med deres egen køre-simulator. Den består af en kraftig pc, tre store skærme og et sæde fra en racerbil.

Her kan husets beboere så får styret deres lyst til høj fart og træde speederen i bund, uden at det går ud over medtrafikanter.

Desuden er risikoen for at få en bøde minimal, medmindre selvfølgelig at man drejer så meget op for lydkulissen, at naboerne klager til politiet over larmen.

Den nye skyskraber ved navn 130 William er under opførelse på Manhattan lige nu. Den er 244 meter høj og bygget i håndhuggede sten med bronze elementer.

Med i lejlighedens pris følger en Aston Martin DBX luksus SUV. (Foto: Aston Martin)

Adjaye står bl.a. for det indre design med 242 lejligheder på 66 etager. Den største er på 1.800 kvadratmeter.

De fem Aston Martin boliger er placeret på den 59. og 60. etage og skal efter sigende være vildt eftertragtede, selvom de koster mellem 3,9 og 11,5 millioner dollars at købe. Men ok – man får jo en eksklusiv engelsk sportsvogn med i prisen.

Aston Martin hjemmene er bygget op omkring et centralt stue- og dagligdags område med store vinduer og en forrygende udsigt over New York.

Hver lejlighed har en udendørs terrasse i boligens fulde længde. Møblerne indendørs kommer fra italienske Formitalia, der sælger en særlig Aston Martin Home Collection. Materialerne er bl.a. italiensk egetræ og Nero Marquina marmor.

Boligerne har to eller tre soveværelser, og køberne får tilbudt at indrette det ene af rummene til et hjemmekontor eller en ”spillebule” med racerbil simulator, spille-konsoller, stort stereoanlæg osv.

007 ville nok synes, at sådan et soveværelse ville være helt acceptabelt. (Foto: Aston Martin)

Aston Martin DBX SUV’en har den britisk-ghanesiske super-arkitekt også haft sine kreative fingre i:

For første gang kan man nemlig få en Aston Martin med ægte stentøj og marmor i kabinen. Desuden er der masser af ægte valnød i indretningen, men den er jo helt almindelig i engelske luksusbiler.

Køberen af lejligheden – undskyld bilen eller er det omvendt – kan bl.a. vælge mellem sæder og paneler i DBX’en, der er udført i håndsyet læder og special-farven Parliament Green.

Aston Martin kalder indretningen i SUV’en for ”Q by Aston Martin” som et hint til, at bilfabrikken normalt er hofleverandør af køretøjer til James Bond film.

Lejligheden ser bestemt også ud til at være en 007 værdig. Salig Sean Connery, der døde forleden, ville nok vælge 130 William som sin residens, når han opholdt sig i New York….

Aston Martin lejlighederne i New York er udstyret med store udendørs terrasser i 59. sals højde. (Foto: Aston Martin)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mac spiller ingen rolle mere