2,74 milliarder bruger nu Facebook

Så vigtig er iPhone for Apple

(Foto: Youssef Sarhan / Unsplash)

Apple havde virkelig brug for, at den nye iPhone 12 kom på markedet her i oktober.

Salget af Apple telefoner faldt nemlig med 20 procent i juli, august og september, viser nye tal fra den store amerikanske tech koncern.

At publikum holder igen med at købe de ”gamle” iPhone modeller, når en ny er på vej, er helt normalt. Det plejer dog langt fra at være så stort.

iPhone er dog fortsat det langt vigtigste produkt for Apple:

I 2018 stod telefonerne for 70 procent af Apples totale omsætning. I midten af 2019 var procenten faldet til under 50.

Så hoppede den op til 61 procent i begyndelsen af i år, hvor alle kunne købe de dengang nye iPhone 11’ere – for så at droppe til 41 procent her i efteråret.

Nu kunne et dyk på 20 procent lyde som en katastrofe for Apple. Det er det slet ikke. Sæson-udsvingene er Apple vant til, og firmaet solgte trods alt iPhones for 26,44 milliarder dollars i de seneste tre måneder. Det svarer til godt 172 milliarder kroner.

(Infografik: Statista.com)

Alle venter også, at pilen vil vende stejlt opad i dette års sidste kvartal – altså lige nu og frem til jul.

Den nye iPhone 12 familie har fået gode anmeldelser, og bortset fra de dyreste iPhone 12 Pro Max modeller er de nye telefoner faktisk blevet relativt billigere at købe.

De fleste analytikere regner da også med, at iPhones inden nytår vil være tilbage i fuld styrke. Så vil over seks af ti kroner, der triller ind i Apples bugnende pengekasse, komme fra salget af telefoner.

Totalt set havde Apple i øvrigt et virkelig flot seneste kvartal. Trods nedgangen i iPhone salget, er det gået vældig godt i andre dele af Apple.

Æble-koncernen slog nemlig en ny rekord ved at nå en omsætning på 64.7 milliarder dollars – ca. 420 mia. kroner.

Det er en beskeden vækst på én procent, som sikkert ville have været meget højere, hvis ikke Corona pandemien i Kina forsinkede udvikling og produktion af de nye iPhones….

 

 

.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2,74 milliarder bruger nu Facebook