Hvor sunde er sociale medier?

Flyv verden rundt med Microsoft

(Foto: Microsoft)

Microsoft gør det lidt nemmere at komme ud at flyve, selvom du sidder hjemme foran skærmen. It-giganten har nemlig udsendt en ny udgave af sit ”Flight Simulator” program, der ellers har ligget i dvale i næsten 14 år.

”Flight Simulator 2020” er en klar forbedring af det gamle program. Både i betjening og udvalg af muligheder.

Tilmed kan programpakken, der i første omgang kun fås til Windows pc’er og Microsofts Xbox spillekonsol, blive en milliard forretning for Bill Gates og co.

Igen putter ”Flight Simulator 2020” spilleren i pilotsædet på et fly, hvis type man selv kan vælge. Spillerne bestemmer flyruten og hvortil, rejsen skal gå. Derefter kan man overtage flyet fra take-off til landing et hvilket som helst sted i verden.

Den gamle ”Flight Simulator” indeholdt mange geografiske fejl, som Microsoft måtte rette med senere opdateringer.

Desværre er 2020 udgaven ikke fejlfri, selvom Microsoft har haft lang tid til at forberede spillet. Desuden er de tekniske muligheder for at kortlægge vores jord meget bedre end i 2006. Tænk blot på Google Maps.

(Foto: Microsoft)

Super-realistisk flyvetur
”Flight Simulator 2020” er heldigvis et hyper-realistisk spil, der fungerer meget tæt på, hvordan piloter fra den ægte verden oplever deres arbejde.

Det siges, at mange professionelle piloter har brugt den gamle ”Flight Simulator” til at varme op til prøver ved pilot-eksamen og også senere til at holde deres viden og håndværk ajour.

Hvis det er korrekt, må ”Flight Simulator 2020” kunne indgå direkte i undervisningen. Simulationer og skærmbilleder er meget detaljerede og flotte.

Ligesom rigtige piloter skal simulator spilleren tilpasse hastighed og momentum, når flyet først er i luften. Man kan øge eller nedsætte hastigheden, flyvetiden eller hoppe over dele af flyveruten.

Desuden kan man bede programmet om at lægge overraskelser og forhindringer ind undervejs. Det skal jo være realistisk.

Begyndere udi ”Flight Simulator 2020” vil dog nok vælge de lettere spil-niveauer, hvor det ikke går så stærkt og, hvor man kan nyde udsigten ned på jorden. Den er nemlig også vildt flot – sammenlignet med den 14 år gamle forgænger.

I standard versionen af ”Flight Simulator 2020” styrer spilleren et lille sportsfly. Senere kan det f.eks. også være en stor wide-body jet i stil med Boeings Dreamliner og Airbus’ A350.

I luften vil man blive ført igennem både solskin, regn, tåge og uvejr. Det er jo, hvad der kan ske oppe i højderne.

Natflyvning er for første gang mulig i den nye 2020 udgave af simulatoren. Den forbedrede grafik illustreres bl.a. af, at man kan se storbyernes lys gløde på himlen, når de dukker op i horisonten, og man nærmer sig i sit virtuelle fly.

(Foto: Microsoft)

Hovsa forglemmelser
Microsoft bruger ikke Google Maps – Google er jo en rival – men støtter sig på digitale landkort fra Microsofts egen Bing søgemaskine.

Nogle vil sikkert mene, at de ikke er helt så detaljerede som hos Google, men billederne er altså fascinerende alligevel.

Tænke sig, at man kan sidde hjemme i sten og flyve virtuelt over Alperne i Schweiz, Kristus statuen i Rio de Janeiro, skyskraberne i New York eller Dubais Burj Khalifa.

Sidstnævnte er klodens højeste bygning, og man får både statistiske tal og detaljerede billeder på skærmen af de områder eller turist-attraktioner, man passerer i sit cockpit. Undskyld Flight Deck”, for det hedder cockpits nu om dage.

(Foto: Microsoft)

Helt fejlfri er ”Flight Simulator 2020” dog ikke. Der gik nemlig ikke mange timer, efter at spillet kom på gaden, før entusiaster fandt bygninger og vigtige destinationer, som Microsofts udviklere tilsyneladende havde glemt.

F.eks. opdagede australske spillere hurtigt, at et af Sydneys vartegn er glemt.

Nej, det er ikke Jørn Utzons opera. Den er der. Til gengæld må ”Flight Simulator 2020” brugere overleve uden Sydneys berømte Harbour Bridge, som de lokale har givet kælenavnet ”skjorte-bøjle”.

Når vi nu er ”down under”, har andre ”Flight Simulator 2020” afsløret, at Melbourne har fået et meget stort højhus i programmet. Det eksisterer slet ikke, men måske Microsoft ved noget om byplanerne, som Melbournes egne indbyggere ikke kender til.

Og måske allerværst – især for de traditions-bevidste briter. I ”Flight Simulator 2020” ligner Buckingham Palace i London en boligblok eller et kontorhus og ikke et slot. We are not amused.

Milliard forretning for Microsoft
Microsoft har selvfølgelig en hel række opdateringer på vej, for det er dem, man kan tjene de helt store penge på.

En af de første bliver en Virtual Reality opgradering, der kommer senere i år. Den vil gøre ”Flight Simulator 2020” endnu mere realistisk og livagtig.

F.eks. kommer der fysiske simulationer som, når pilotens hoved ryster under uvejr i luften får flyet til at vibrere, eller når man drejer sin maskine skarpt for at ændre retning.

Amerikanske analytikere vurderer, at Microsoft vil sælge mindst 2,27 millioner pakker ”Flight Simulator 2020” over de næste tre år.

Ved siden af venter analytikerne, at spillet vil generere et omsætning i ekstra udstyr op næsten 17 milliarder kroner på verdensplan.

(Foto: Microsoft)

Det kan være hardware som bedre controllere ellerkopier af små cockpits til opstilling hjemme i stuen. Præcist som vi så det med racerspillene for nogle år siden med f.eks. specielle rat.

Dertil kommer, at Microsoft bruger ”in-game purchases”. Det vil sige, at spillerne lokkes til at købe ekstra scenerier, opgraderinger mv, mens de sidder og er vildt optagede af spillet.

PC-fabrikanterne kan også gnide sig i hænderne. Mange spillere vil helt sikkert synes, at deres nuværende computer ikke er stærk nok til at yde ”Flight Simulator 2000” fuld retfærdighed.

Altså skal der købes en stærkere pc, bedre grafikkort, hurtigere og større skærm osv. Den samme trend kommer nok også hos dem, der prøver simulatoren på deres Xbox konsol. Så er det jo godt, at Microsoft har en ny og super-kraftig Xbox X på vej inden jul.

”Flight Simulator 2020” har været på markedet siden sidste uge. Programmet fås til Windows og Xbox. Priserne begynder ved 499 kroner. 

Her har den danske youtuber BenxVids taget en flyvetur over København med “Flight Simulator 2020”

(Foto: Microsoft)

Her er vi så inde i cockpittet på et stort rutefly. Her er det nemmere at drømme sig til en ferierejse, som man ikke kunne gennemføre i sommers på grund af Corona krisen. (Foto: Microsoft)

(Foto: Microsoft)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor sunde er sociale medier?