Telenor tilbyder billige mobil displays

Tjen penge på at vise, hvad du ser og hører

I denne Corona-prægede tid har de fleste danskere mere tid end sædvanligt til at se tv, streame film, lytte til musik, spille games eller beskæftige sig med Facebook, Instagram, Snapchat, WhatsApp, TikTok, Twitter, YouTube osv.

Derfor virker det som en god timing, når Danmark i dag får et nyt socialt medie, der gør det muligt at tjene penge på sine hobbies og fornøjelser.

Bynoi er dansk udviklet –  i begyndelsen i samarbejde med bl.a. Microsoft. Ideen er, at brugerne får løn for at dele deres favoritter inden for musik, serier, film, spil eller indhold fra andre sociale medier.

Meget optimistisk tror det nye medie på at få en million brugere inden udgangen af 2020. Over 25 procent af Bynois omsætning  skal så gå direkte til brugerne.

Bynoi vil typisk henvende sig til de mennesker, der altid er først i biografen, forrest til koncerten og har læst den seneste bestseller, inden tryksværten er tør. De kan nu tjene en skilling på deres nysgerrighed og interesse for kulturel viden.

Den typiske bruger af Bynoi bliver nok mellem 13 og 20 år. Han eller hun lever sit liv på nettet og foran skærmen. (Foto: Bynoi)

Bynoi skal således gøre det nemt at oprette visuelle links direkte til indhold og værker fra alle mulige streaming tjenester, sociale medier og nyheds-platforme på internet. Bynoi kan derfor være et redskab for kunstnere, gamere og influencere, der ønsker at få deres indhold sendt bredt ud.

Det nye sociale medie betaler, alt efter hvor mange opslag med kultur-anbefalinger de poster – og hvor mange læsere der følger anbefalingerne og klikker på linket.

”Undervejs i udviklings-fasen var Microsoft med i projektet og aftalen om at lancere den nye platform i fællesskab underskrevet. Men så valgte vi tech-giganten fra, fordi vi ville bevare vores uafhængighed,” fortæller Bo Ofcourse. Han betegner sig selv som ”frontrunner” i Bynoi.

Bynoi udtales som ”bainøj” og er en sammensætning af det engelske ord ”by” og det italienske ”noi”, der betyder os. ”Fra os” har sin base i Aars i Nordjylland, hvor en håndfuld programmører og idemanden selv sidder i et gammelt pladestudie.

Det nye danske medie har nu overstået sin betatest-fase, hvor 15.000 brugere har prøvekørt den nye platform og hjulpet med at luge ud i børne-sygdommene.

Bo Ofcourse med base i Aars i Himmerland er motoren bag det nye sociale medie. (Foto: Bynoi)Der er langt fra 15.000 beta-brugere til en million, som folkene bag Bynoi håber at nå på otte måneder frem til nytår. Vejen skal åbnes via folks nysgerrighed og, fordi der tilsyneladende ikke findes andre sociale medier i verden med samme forretnings-model.

Som man kender det fra andre sociale medier, kommer indtægten fra reklamer. Af omsætningen fra dem vil Bynoi hver måned give 24 procent videre til brugerne.

Pengesækken bliver fordelt alt efter, hvor mange point man har sparet op i de seneste 30 dage. I de første to måneder efter lanceringen samles pengene dog sammen, og herefter bliver den samlede sum udbetalt.

I funktion kan Bynoi minde lidt om det amerikanske Reddit online medie, hvor links også er en essentiel del af kommunikationen. Reddit er bare meget bred og beskæftiger sig med alt fra politik til elektriske tog. Bynoi foretrækker at være mere snæver og kun handle om kreative ting som musik, film, tv, bøger osv.

Primus motor bag Bynoi er Bo Ofcourse, der har mange års erfaring fra musik-branchen som både DJ, producer, musiker og studie-tekniker. Han understreger, at Bynoi skal fremme brugen af lovligt indhold fra internet. Linker en bruger til lovligt indhold eller til porno, får vedkommende minus-point på kontoen.

(Foto: Bynoi)

”Vi vil belønne en bruger, hver gang han eller hun bliver liket eller klikket på. Det skal engagere brugerne til at poste mere og gøre sig ekstra umage, når de lægger indhold på nettet,” siger Bynois frontrunner.

Der kan uden tvivl være mange penge i ivrige brugere af sociale medier. Internationale analyser viser således, at en aktiv Facebook bruger kan være op til 10.000 kroner værd i informationer og data.

Bynoi har ladet en af Danmarks eksperter i sociale medier vurdere mulighederne i den nye danske online opfindelse. Jakob Linaa Jensen, der er centerleder for Medier og Innovation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har forsket i sociale medier i 20 år. Han har set mange projekter falde til jorden:

”Siden sit gennembrud i 2008 har Facebook udviklet sig til at være verdens største film.- og billed-delings-side. Det er Facebook stadig, og det er svært at få folk til at skifte til noget andet,” siger Jakob Linaa Jensen.

”Når det er sagt, synes jeg, at det er meget specielt, at Bynoi vil give sine brugere løn. Det er en retfærdig grundholdning at betale brugerne for at få adgang til deres data,” fortsætter han.

(Indledningsfoto til artiklen:  Gerd Altmann / Pixabay)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Telenor tilbyder billige mobil displays