Facebook jokker igen i spinaten

Elcykler skal have styre-assistent

Alle mulige assistenter er efterhånden dagligdag i moderne personbiler: De måler afstanden til den forankørende, slår alarm når vi skifter vejbane, holder øje med om der kommer trafik på tværs, bremser op for fodgængere og dyr – eller hjælper os med at køre baglæns ind på en p-plads.

Assistenterne har til gengæld ikke fundet vej til cyklerne, selvom de kunne være meget praktiske at have. Alle, der har prøvet at køre på københavnske cykelstier i myldretiden, vil vide, at det er værre end en racerbane eller radiobilerne i tivoli.

Hollænderne har nu opfundet en smart assistent, der  kan hjælpe de ældre cyklister iblandt os. Mange af dem køber en elcykel, fordi den kan overtage noget af pedaltræderiet. For bare at opdage, at en elcykel er meget tungere end en almindelig jernhest og tilsvarende sværere at tumle.

(Alle fotos: Delfts Tekniske Universitet)

Den nye digitale assistent holder øje med, om cyklen er ved at vælte, drejer en elmotor i cykelstyret kontra og holder hele elcyklen på ret køl.

Assistenten er udviklet af  det tekniske universitet i Delft i samarbejde med den hollandske cykelfabrikant Royal Dutch Gazelle.

Det er sket, efter at antallet af styrt med elcykler er steget foruroligende meget i det cykelglade land. Især er det seniorer, der styrter, når de bliver overrasket over elcyklers vægt, accelleration og fart.

Lige nu er anti-styrt-assistenten en fungerende prototype. Den består bl.a. af et kombineret accelerometer og gyroskop, der måler elcyklens bevægelser ved hastigheder over fire kilometer i timen.

Hastighed og cyklens vinkel i forhold til vejbane beregnes løbende af en lille computer. Dens software bygger på en matematisk mode, der forudsiger cyklens stabilitet – baseret på 25 forskellige fysiske parametre.

Hvis mikroprocessoren bestemmer, at elcyklen er ved at vælte, giver den signal til en elmotor. Den kan så på brøkdele af et sekund dreje styret modsat, så cyklen holdes opret.

Systemet kræver finpudsning og en mere elegant indpakning, men de første testkørere melder tilbage om, at anti-vælte-assistenten faktisk fungerer. Den kan være med til at øge trafik-sikkerheden for mange cyklister – ikke kun pensionister.

Det vil nok vare mindst et år, inden det smarte system vil være klar til salg i butikkerne. Priser vil hollænderne ikke gætte på på nuværende tidspunkt….

Lige nu er anti-vælte-assistenten, hvad elektronik-folk kalder en fuglerede. Den er en fungerende prototype, som ligner kaos nede i æsken.. Om et år vil der kun være et par chips, sensorer og et batteri.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook jokker igen i spinaten