Microsoft forbyder aprilsnar

Sony viser stærk GoPro rival

Når det gælder action kameraer, har GoPro været førerhunden i efterhånden adskillige år. Flere udfordrede har meldt sig på banen, og en af de mest kvalificerede til dato ser ud til at være Sony med sit lille RX0 II.

Som navnet antyder, er nyheden en version 2 af et eksisterende kamera. Sony RX0 kom i 2017 og trænger til en opfriskning. Den kommer nu i skikkelse af, hvad Sony kalder ”verdens mindste og letteste ultra-kompakt-kamera.”

Skal vi ikke bare nøjes med at sige, at RX0 II er lille, let og nemmere at have med at gøre end f.eks. GoPro. Det skyldes først og fremmest, at Sonys nye kommer med et smart klap-ud display. En detalje, som er dejlig, når man tager billeder fra skæve vinkler eller vil bruge kameraet til selfies. Dét dur GoPro ikke til.

Objektivet er et 24 vidvinkel fra Zeiss med fast brændvidde.

Jeg kan også godt se det nye Sony som et oplagt kamera for vloggers – altså de mennesker, der laver videoer af sig selv på YouTube. RX0 II har nemlig et fint 24 mm vidvinkel objektiv fra Zeiss og en efter sigende rigtig god mikrofon. Samtidig har kameraet indbygget elektronisk billed-stabilisering – ikke optisk som på Sonys smartphones.

Det hele er samlet i et solidt, stødfast og vandfast kabinet. Det er lidt mindre end det seneste GoPro, men en smule tykkere. Det tåler et dyk ned til 10 meter uden separat case – og uden at drukne.

Man kan også lade det falde to meter ned på et gulv eller lægge ting på 200 kilo over det, uden at det går i stykker. Så meget udsætter de færreste mennesker deres action kamera for.

Sony RS0 II har et praktisk display, der kan vendes i alle mulige vinkler op tll 180 grader. Så bliver kameraet også god til selfies – som still billeder eller video.

Billedsensoren er Sonys egen Exmor variant på 15,3 megapixel, der styres af en Bionz X processor. De sørger for, at kameraet kan optage 4K videoer med 30 billeder i sekunder (FPS), hvilket er okf or YouTubere. Objektivet har fast brændvidde. Fokus går helt ind til 20 centimeter fra motivet. Det er vel ok for selv nærgående selfies.

Action kamera fanatikere vil nok brokke sig over, at et 24 mm objektiv ikke er vidvinkel nok, når man kommer drønende ned ad en piste på ski, kører på en mountain bike eller hopper ud i faldskærm og vil have alle vennerne i luften med på billedet.

Men disse 170 graders optagelser indeholder som regel masser af støj. Og hvis man ikke lige befinder sig selv midt i billedet, er et 24 mm objektiv nok mere fleksibelt og mere rart at arbejde med.

Meget mere kan et action kamera af høj kvalitet næppe blive, hvis det også skal være nemt at betjene.

Professionelle videofolk – også “influencerne” på YouTube – vil klappe i hænderne, når man fortæller dem, at man kan sætte op til fem Sony RX0 II op og styre dem sammen. Den synkroniserede video indspilning foregår via en medfølgende smartphone app.

Til efteråret vil Sony levere et Access Point, så man kan arbejde med 50 RX0 II kameraer. Desuden vil Sony tilbyde en Camera Control Box, som kan synkronisere op til 100 kameraer. I så fald foregår det dog ikke længere trådløst, men via kabel.

Det nye lille Sony kamera kommer til Danmark i maj. Det skal koste ca. 6.500 kroner inklusive en Shooting Grip holder….

 

 

 

 

 

Sony har et 3,5 mm stik til ekstern mikrofon som standard. Det koster ekstra hos GoPro.

Sonys nye RS0 II kamera er mindre og lettere end GoPros seneste, men lidt mere buttet.

 

 

 

Dette praktisk håndgreb følger med i prisen på Sonys ganske dyre action kamera.

 

 

www.sony.dk

 

https://pressecenter.sony.dk/pressreleases/sony-launches-rx0-ii-the-worlds-smallest-and-lightest-premium-ultra-compact-camera-2851982

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Microsoft forbyder aprilsnar