Ha’ ring på musikken

Nytår hver anden måned

(Foto: Patty Jansen / Pixabay) indledningsfoto

Alle danskere ved godt, at vi har nytårsaften i morgen den 31. december. Mange er også klar over, at kineserne fejrer nytår et par måneder senere end vi. 2021 eller oksens år fejres først den 12 februar.

Men hvor mange har egentlig tjek på, at verden holder nytår mindst syv gange i løbet af et år?

Muslimerne ringede f.eks. deres nytår ind allerede i august. I den islamiske kalender vil året 1442 AH vare fra den 20. august 2020 til den 8. august 2021.

Dermed er året 12 dage kortere end det, vi kristne bruger fra den gregorianske kalender med 365 dage.

Datoerne i muslimernes år bestemmes af Saudi Arabien og udregnes fra astronomiske beregninger af månens kredsløb omkring jorden.

Månen har i det hele taget stor betydning for mange folkeslags valg af dato til deres nytår. De bygger deres år på måne-kalenderen, mens vores kalender måler jordens kredsløb om solen.

Den islamiske kalender er dermed den korteste af alle og den eneste, hvor nytåret kan placeres i enhver given måned af året.

Indtil for ganske nylig forbød Saudi Arabien nytårs-fester den 1. januar. I år vil det være første gang, at man ser fyrværkeri i landet på samme dato som i den vestlige verden.

(Infografik: Statista.com)

Datoen den 1. januar har også skabt diskussioner i f.eks. Uzbekistan, hvor man traditionelt fejrer det persiske nytår Nowruz i marts.

Mange konservative uzbekere ser den 1. januar som et levn fra de tider, hvor landet var en del af Sovjet – og derfor bør udryddes.

Nowruz betragtes som årets vigtigste fest i f.eks- Iran og Afghanistan. I andre dele af Centralasien fejres det som “Spring Festival.”

I det sydøstlige Asien holdes 1. januar og det lokale Songkran nytår fredeligt side om side. Dets dato plejede at blive bestemt af hinduernes egne måne-kalender, men er i de senere år blevet vestligt inspireret.

I Indien fejres det hinduistiske nytår på forskellige datoer i marts og april. 1. januar holdes dog også, fordi det meste af verden også gør det.

I Kina er den 1. januar en offentlig fridag, men betyder meget lidt for den almindelige kineser. For ham eller hende er det kinesiske nytår årets helt store ferie.

Til marts vil Kina stå helt stille i en hel uge, fordi hundreder af millioner er taget hjem til familien på feriei verdens største folkevandring….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ha’ ring på musikken