Epson meget tæt på muren
Projektorer, der kan stilles helt op ad væggen og alligevel kan vise tv-billeder i stort format, er blevet ret trendy i de seneste par år.
Disse ultra-short-throw projektorer (UST) har da også deres fordele. Først og fremmest fylder de meget mindre end deres ”normale” kolleger, og så er de gode i lokaler, hvor man ikke har plads til hjemme-bio- systemer med projektoren hængende ned fra loftet.
Japanske Epson har nu introduceret en ”super-UST, som bogstaveligt talt kan placeres helt ind til væggen. I kun 2,3 centimeters afstand for at være præcis.
Alligevel kan man sende video-billeder i 4K kvalitet og 10 bit farver op i 80 tommers størrelse.
Flytter man den nye Epson EpiqVision Ultra EH-LS800 lidt længere fra væggen – 28 centimeter – øges billedet til 150 tommer.
Den nye projektor er bygget op omkring Epsons eget 3LCD system med en laser som centrum. Den sikrer 4.000 lumens i lysstyrke, 2.500.000:1 i kontrast og muligheden for at vise dynamiske HDR10 billeder.
Meget praktisk har Epson flyttet alle stik ud i siden. Hvis de fortsat sad bagpå, ville de forhindre projektoren i at komme helt tæt på den væg, den skal sende billederne op på.
Blandt portene er også én specielt til det voksende gamerfolk, der gerne vil se deres computerspil i stort format. Portene er ekstra hurtig med en forsinkelse på kun 20 millisekunder. Det er flot for en projektor.
EpiqVision Ultra EH-LS800 ruller ud med Wi-Fi, Bluetooth, Android TV, USB-C, HDMI og Google Chromecast ombord. Desuden kan man styre projektoren med stemme-kommandoer via Google Assistent og Epsons medfølgende fjernbetjening.
Endelig bør nævnes, at Epson har hentet hjælp til det akustiske hos musik-specialisten Yamaha. Herfra kommer et indbygget lydsystem på 20 watt og tre højttalere.
Epson Danmark oplyser, at EpiqVision nyheden vil kunne købes i to forskellige farver – i sort eller hvidt som henholdsvis EHLS800B og EH-LS800W.
De skal dukke op i oktober og skal koste fra 3.230 britiske pund. Det svarer til ca. 28.750 danske kroner….
Ingen kommentarer endnu