It-kriminelle lurer ved årsopgørelsen

USA truer igen med at lukke TikTok

(Foto: Solen Feyissa / Unsplash)

De mørke og truende skyer begynder igen at samle sig i USA omkring det populære sociale medie TikTok.

Den amerikanske regering med præsident Joe Biden i spidsen vil nemlig lukke TikTok. Eventuelt kan det kinesisk-ejede sociale medie sælges til en amerikansk virksomhed.

Præsidenten støtter offentligt et lovforslag, der blev vedtaget i første instans i fredags:

”Hvis parlamentet – Repræsentanternes Hus – vedtager forslaget, vil jeg underskrive det, siger Joe Biden til det amerikanske nyhedsmedie CBS News.

Det nye lovforslag kaldes ”Protecting Americans from Foreign Adversary Controlled Applications Act”.

Det skal give TikTok seks måneders frist til at skille sig af med sit nuværende ejerskab – ByteDance i Kina.

USA’s præsident Joe Biden vil støtte et forslag om at bandlyse TikTok fra Apples App Store og Google Play butik. (Foto: Michael Stokes / Wikimedia)

Sker det ikke, vil de amerikanske myndigheder bandlyse TikTok fra Apples App Store og Google Play butik.

Bidens politiske modstandere – Republikanerne – ventes at sende lovforslaget til afstemning i parlamentet allerede på onsdag.

TikTok svarer, at lovforslaget er et slet-skjult forsøg til helt at forbyde app’en i USA. Det vil udelukke 170 millioner amerikanere fra deres grundlovs-bestemte ret til at udtrykke sig frit.

Et forbud vil smadre millioner af forretninger, afskære kunstnere fra deres publikum og trække tæppet væk under utallige leverandører af indhold til det sociale medie – tilføjer TikTok.

Som reaktion på politikerne i Washington DC har TikTok også opmuntret sine millioner af amerikanske brugere til at protestere.

Ifølge CBS News har det resulteret i, at amerikanske parlaments-medlemmer er blevet ringet og mailet ned af utilfredse teenagere.

Da Donald Trump selv var præsident, forsøgte han at forbyde TikTok. Nu har han skiftet mening, fordi det ville styrke Facebooks position på markedet. Og Mark Zuckerberg kan Trump bestemt ikke lide. (Foto: Gage Skidmore / Wikimedia)

Joe Bidens forgænger i embedet Donald Trump forsøgte også at lukke TikTok eller sælge det sociale medie til en amerikansk virksomhed for nogle år siden. Det lykkedes ikke.

I dag ser det ud, som om Trump har skiftet mening. Nu synes han ikke længere, at det er en god idé at forbyde TikTok, fordi det blot vil hjælpe Facebook og Mark Zuckerberg med at blive dobbelt så store som i dag.

Det er endnu usikkert, hvordan den anden del af det amerikanske parlament – Senatet – vil reagere på et forslag om at bandlyse TikTok.

Nogle senatorer er forsigtige i deres udmeldinger, mens andre kritiserede TikTok åbenlyst i en høring for nylig om beskyttelse af børn i de sociale medier.

I Danmark har TikTok over 1,3 million brugere. Størstedelen er teenagere. TikTok er dermed under halvt så stort som Facebook, men vokser lige så hurtigt som Instagram.

Også i Danmark har TikTok været i modvind hos politikere og myndigheder, der er bange for, at private informationer om det sociale medies brugere sendes direkte videre til Beijing.

Folketingets medlemmer må f.eks. ikke bruge TikTok på deres smartphones. Det samme gælder ansatte i det danske militær, i flere store organisationer og virksomheder….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

It-kriminelle lurer ved årsopgørelsen