Det største OLED tv i verden


(Foto: LG Display)
Sydkoreanske LG er en af verdens største fabrikanter af OLED skærme, der både sidder i mobiltelefoner, dyre laptops og ikke mindst tv-apparater.
Ud over i sine egne LG fjernsyn benyttes disse OLED displays også i tv fra bl.a. Philips og Bang & Olufsen.
Nu vil LG gerne imponere både sine egne kunder og konkurrenterne. Det gør sydkoreanerne med verdens største OLED-tv, der måler ikke mindre end 97 tommer. Med andre ord kræver det god plads i stuen.
Den store skærm benytter den såkaldte OLED EX teknologi, som LG Display annoncerede sidste år. Den fås i både 4K og 8K kvalitet.

Besøgende på K-Display udstillingen bevæger sig bag LG’s nye gennemsigtige OLED-skærme. (Foto: LG Display)
Med teknologien erstatter LG de traditionelle brint-elementer i OLED-panelerne med deuterium. Det er en isotop, som ofte kaldes for tung brint.
I praksis skal deuterium sammen med LG’s computer teknologi øge skærmens lysstyrke med op til 30 procent og vise den perfekte sorte farve. OLED EX sidder også i en række mindre luksus-tv fra LG og Philips.
LG har samtidig sørget for at indbygge en mega-stor højttaler i det nye tv. Hele skærmen fungerer nemlig som en flad membran til at formidle lyd, tale og musik.
Sony har benyttet en lignende teknologi i flere år, men LG påstår naturligvis, at deres Film CSO variant – Cinematic Sound OLED – er meget bedre.

LG viser også en glasvæg med OLED displays, som kan bruges til præsentationer i f.eks. mødelokaler og butikker. (Foto: LG Display)
Film CSO skal således kunne gengive 5.1 kanals surround sound, der skal kunne levere ægte biograf-atmosfære hjemme i dagligstuen.
Hvordan et vibrerende OLED-panel skal kunne gøre det i praksis, afslører LG ikke. Omvendt kan det sagtens være, at én stor flade kan levere en mere naturlig lydoplevelse end mange enkelte højttalere spredt rundt i et lokale.
Andre spændende nyheder, som LG præsenterer på K-Display udstillingen i Sydkorea i disse dage, er bl.a. en 34-tommers skærm til bagsæde-passagererne i en bil, en laptop-pc med 17 tommers OLED display og en stor glasvæg, der kan vise præsentationer i mødelokaler.
LG Display oplyser hverken pris eller leverings-tidspunkt for sit store 97 tommers OLED tv. Billigt bliver det dog næppe….

LG mener, at transparente OLED paneler er en stor ting for fremtidens skærme og tv. (Foto: LG Display)
Ingen kommentarer endnu