Flere voksne bliver gamere

Xiaomi jager Microsoft

(Foto: Xiaomi)

I Danmark kender mange efterhånden Xiaomi for smartphones – det er faktisk verdens tredjestørste mærke efter Samsung og Apple. En del er nok også stødt på Xiaomi navnet I smartwatches, elektriske løbehjul, ventilatorer osv.

Færre er klar over, at Xiaomi også er ved at bygge en egen fabrik til elbiler i Kina, eller at Xiaomi er et pænt stort navn i laptops på sin hjemmebane.

Det seneste nye udspil i den genre hedder Xiaomi Book S. En lille lækker 2-i-1 laptop, der sigter direkte efter Microsofts bærbare Surface maskiner.

Modsat Microsofts laptops – og I øvrigt også de fleste andre pc’er – bruger Xiaomi imidlertid ikke processorer fra Intel eller AMD.

(Foto: Xiaomi)

 

I stedet sidder der en Snapdragon motor fra Qualcomm til at køre Windows 11. Snapdragon chips kendes ellers bedst fra millioner af Android mobiltelefoner.

Processoren er en 64-bits Snapdragon 8cx Gen 2 med otte kerner. Den får assistance af en Adreno 680 grafikchip, 8 GB RAM og 256 GB hurtigt SSD-lager. Om nødvendigt kan lageret udvides med MicroSD kort.

Den nye Xiaomi er grundlæggende en tablet med en 12,35 tommer LCD touch skærm, der er gemt under Corning Gorilla Glass 3, så maskinen bedre kan klare at blive båret rundt og brugt allevegne.

Selve kabinettet er lavet af en magnesium legering og måler kun 8,95 mm i tykkelse. En laptop bliver Book S, når man tilføjer et løst tastatur.

(Foto: Xiaomi)

Skærmen er i 16:10 format og kan vise billeder i 2.560 gange 1.600 punkter. Lysstyrken er 500 nits, og displayet kan vise 100 procent af DCI-P3 farveskalaen.

Det betyder, at Book S kan være glimrende og farve-ægte at arbejde med – også udendørs. Til gengæld sørger den lave opdaterings-hastighed på 60 Hz for, at den elegante Xiaomi ikke er ideel til computerspil.

Tastaturet er baggrunds-belyst med en stor pegeplade og taster, der kan vandre med 1,3 mm. Man kan altså godt mærke, om man har trykket en eller ej.

En batteri-drevet pen kan købes som ekstra-udstyr. Den har 4.096 niveauer af trykstyrke og 240 Hz sampling rate. Det sidste betyder, at computeren reagerer hurtigt på skrivning og tegning.

På bagsiden af Book S sidder et 13 megapixel kamera og på forsiden et 5 MP webcam. To mikrofoner med støjreduktion sørger for forståelig tale under videomøder. Det samme gør to højttalere på hver to watt eller et 3,5 mm stik til et sæt hovedtelefoner.

Med hensyn til kommunikation med omverdenen har Book S Wi-Fi 802.11ac og Bluetooth 5.1.

Desværre er der kun blevet plads til en enkelt USB-C port, der skal bruges til både opladning og til at forbinde f.eks. en ekstern 4K skærm. Det betyder, at Book S køberen nok køber en ekstern USB-C hub som noget af det første.

Selve batteriet skal kunne køre i 13,4 timer på en opladning. Den foregår meget hurtigt med en medfølgende GaN ladeblok på hele 65 watt.

Xiaomi Book S kommer til salg i Europa om ganske kort tid til priser fra 699 euro eller ca. 5.300 kroner. Om det også gælder Danmark, må vi se….

(Foto: Xiaomi)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flere voksne bliver gamere