Mokka i lak og læder
Hvem siger, at køkkenmaskiner altid skal se ens ud. I hvidt, metal look, sort eller engang imellem også rødt og grønt, når det skal være lidt vildt?
OK – der har været eksemplarer som hos de dyre køleskabe fra italienske Smeg, der har ladet kollegerne fra modefirmaet Dolce & Gabbana give de hårde hvidevarer meget farverige nye gevandter på.
Men ellers er der langt mellem snapsene.
Derfor virker det ligefrem opfriskende, når det italiensk-ejede designfirma Pigment France har klædt helt almindelige Nespresso maskiner og andet køkken-inventar i fornemt læder, i rattan og andet fletværk.
Franskmændene bruger ægte kalvelæder fra nordiske lande til at give kaffemaskinerne et nyt og unikt outfit. Læderet er specialbehandlet og kan derfor både tåle varme kaffe-sjatter, fedtede fingre og mindre bump uden at tage skade.
På billederne kan I se Nespresso maskinerne fra Pigment France vist i forholdsvis diskrete farver, men vil man betale lidt ekstra, kan man få dem i lige præcis den couleur, man ønsker.
Priserne er lige så eksklusive som apparaternes nye overtøj. En Nespresso kaffemaskine i ægte læder koster fra 4.485 USD eller næsten 28.000 kroner….
Ingen kommentarer endnu