EU fører an i elbiler

Omsider med støjfilter

(Foto: Google)

Det er sjovt, som Google hele tiden kommer et par skridt efter konkurrenterne, når det gælder udsendelse af ny hardware.

Man ser det med Googles glimrende Pixel telefoner, der stadig kun kan købes officielt i nogle få lande – og ikke i Danmark.

Man ser det med Googles smarte højttalere, med Googles uventede comeback til Android tablets – og man oplever det med de trådløse Pixel Buds øretelefoner, der først nu kommer i en udgave med aktiv støjreduktion (ANC).

Den er udbredt i stort set alle øretelefoner over tusind kroner. Også Googles formentlig værste rival – Apple Airpods – har de intelligente støjfiltre.

Heldigvis  har Google ikke taget den nemme vej og købt en standard chip med ANC i. De fås ellers til lave priser ude i Østen.

(Foto: Google)

I stedet har Google fået special-udviklet en lydchip med seks kerner, der kører på Googles egen software.

Chippen er tunet af Googles egne in-house lyd-ingeniører, og den afleverer sine resultater via helt ny-udviklede drivere – højttalere inden i øretelefonerne.

Endelig bruger Google en ny type ”Silent Seal”, der skal tilpasse sig rigtig godt til brugerens øre-form.

Resultatet er, at Google Pixel Buds Pro slutter helt tæt og samtidig afleverer et vel-afbalanceret Hi-Fi lydbillede inde i hovedet på brugeren.

Med andre ord ser det ud til, at Google har gjort sit hjemmearbejde godt. Om det også er tilfældet i praksis, ved vi, når de nye øretelefoner kommer til salg fra den 21. juli.

(Foto: Google)

Google oplyser, at en håndfuld sensorer og mikrofoner i Pixel Buds Pro overvåger både omgivelses-støj og lufttrykket inde i øregangen. Målet er, at det skal være behageligt at have øretelefonerne i brug i selv adskillige timer.

Sensorerne suppleres af en slags intelligent loudness. Den finjusterer automatisk bas, mellemtone diskant, når man drejer op og ned for volumen.

Dertil kommer også en slags Spatial Audio rumklang a la Apple Airpods, som Google vil bringe som en opdatering til efteråret.

Selvfølgelig har Pixel Buds Pro stemmekontrol via Google Assistent. Mere usædvanligt er så real-time oversættelse mellem 40 forskellige sprog.

Den aktive støjreduktion har flere niveauer – blandt dem en Transparency Mode, hvor alle lyde udefra trænger ind i øret.

Praktisk, når man har øretelefonerne på i trafikken, eller man skal høre vigtige meddelelser fra en højttaler i lufthavn og banegård.

Google oplyser, at de nye Pixel Buds Pro kan køre i op til syv timer på batteri med ANC filtrene tændt og 11 timer uden.

Øretelefonerne er vandtætte efter IPX4, hvilket betyder ok med regnvejr og sved, men no go til badning og under vand.

Som altid ved Googles hardware produkter er det store problem, om Pixel Buds Pro kommer til salg på det lille danske marked. Det er Googles telefoner f.eks. ikke.

Google Danmark siger, at de ikke ved noget på nuværende tidspunkt. Derfor kan jeg også kun afsløre den amerikanske pris. Den lyder på 199 dollars eller ca. 1.450 kroner…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EU fører an i elbiler