Er Galaxy S24 Ultra bedre end S23 Ultra?

Skal åbne Messenger og Marketplace

(Foto: Meta)

Det er ikke kun Apple, som må overgive sig til sidst og gøre knæfald for EU’s anti-monopol-regler.

For et par dage siden kom det frem, at Apple vil åbne sine iPhones til NFC kommunikation, så de kan benytte andre betalings-systemer end Apple Pay.

I dag meddeler Meta – og dermed så Facebook – at man vil frigive Messenger og Facebook Marketplace, så de kan bruges uden krav om, at man også har en Facebook konto.

Meta kommer dermed til at overholde EU’s såkaldte “Digital Markets Act” (DMA), som forbyder virksomheden at give egne services fortrinsret fremfor andre virksomheders.

Google har haft et lignende slagsmål med EU om Chrome browseren og Microsoft med Edge, hvor sidstnævnte ikke må ligge som den foretrukne – default – browser på Windows pc’er.

I EU vil man fremover kunne bruge Facebook og Messenger uafhængigt af hinanden. (Foto: Alexander Shatov / Unsplash)

Ligesom med Apples NFC-accept vil Metas nye åbning af Messenger og Marketplace udelukkende gælde i EU.

Har man som dansker i forvejen en Facebook konto, er ændringen ligegyldig. Medmindre da, at man ønsker at droppe “fjæset”.

Det benyttes af fire millioner danskere eller 84 procent af alle mellem 16 og 74 år.

Den mest synlige forskel på Marketplace med eller uden Facebook er, at kommunikationen i sidstnævnte vil foregå via email.

De europæiske DMA-regler er til stor irritation for Meta, fordi de betyder ændringer i alle koncernens sociale medier Facebook, Instagram, WhatsApp, Threads og Messenger.

Fremover vil europæere kunne handle på Facebook Marketplace uden også at være medlem af Facebook. (Foto: Lance Reis / Unsplash)

Brugere kan f.eks. nu holde deres Facebook og Instagram konti adskilt i stedet for at linke informationerne frem og tilbage mellem de to platforme som i dag.

EU-Kommissionen udpegede indledningsvis seks internet-giganter som ”prøveklude” for sin Digital Markets Act.

Det er Alphabet (Google), Amazon, Apple, ByteDance (TikTok), Microsoft og Meta (Facebook og co.)

Hos dem har EU fundet mindst 22 kerne-services, der falder under DMA-lovens regler i forbindelse med bl.a. brugere, omsætning og validering.

DMA-reguleringerne træder i kraft i marts 2024, og flere af giganterne har haft travlt med at bekæmpe deres ankomst med både advokater og spindoktorer.

Meta og Apple har nu åbenbart erkendt deres nederlag. Alphabet egentlig også ved at meddele, at europæiske brugere vil kunne stoppe platforme som YouTube og Chrome i at indsamle og dele data….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er Galaxy S24 Ultra bedre end S23 Ultra?