De 20 mest innovative i verden

Samsung gør-det-selv nærmer sig

(Foto: Samsung)

Lige inden weekenden vedtog EU, at mobiltelefoner senest om fire år skal være indrettet, så folk kan udskifte batterierne selv.

Lige nu er batterier og andre komponenter limet fast i en smartphone, så kun en fagmand med de rette værktøjer kan reparere dem. Mod en klækkelig betaling naturligvis.

Lige efter weekenden – nemlig i dag – meddeler Samsung, at man udvider sit gør-det-selv program, så brugere i ni europæiske lande kan udskifte f.eks. batteri, skærm eller bagplade på Galaxy telefoner, uden at det går ud over garantien.

Danmark er desværre ikke med i de udvalgte lande. Jeg ved ikke hvorfor.

Fra i dag kan Samsung brugere i ni europæiske lande selv udskifte f.eks. skærm og bagplade på deres ældre Galaxy S telefoner. (Foto: Samsung)

Men fingernemme Galaxy-ejere i Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Polen, Spanien, Storbritannien, Sverige og Tyskland må godt og får adgang til de originale reservedele fra Samsung.

I første omgang omfatter Samsungs «self-repair» program telefonerne Galaxy S20, S21 og S22 samt laptopperne Galaxy Book Pro og Galaxt Book Pro 360.

Dermed følger Samsung op på den bølge af gør-det-selv initiativer, der startede i USA for et år siden. I dag har amerikanerne adgang til at udskifte dele på enheder fra bl.a. Apple, Samsung, Microsoft og Google.

”Samsung arbejder på at forlænge levetiden på vores produkter, så kunderne har glæde af kvalitet og ydeevne så længe som muligt,” forklarer TM Roh. Han er chef for Mobile eXperience Business hos Samsung Electronics.

”Vi er i gang med at gøre vores produkter generelt lettere at reparere. På den måde støtter vi lanceringen af vores Self Repair program over hele verden,” fortsætter han.

Samsung vil også levere de originale manualer til gør-det-selv folket. (Foto: Samsung)

I praksis kan Samsung-brugere i de ni europæiske lande udskifte de nævnte Galaxy mobilers skærmglas, bagplade og ladestik. Batteriet er ikke med endnu.

På de to Samsung laptops er der syv komponenter, man selv kan reparere. Det er front- og bagpanel, display, pegeplade, gummi-fødderne, tænd/sluk knappen med finger-aftryks-skanner – og batteri.

Kunderne får også adgang til både de originale Samsung reservedele og værktøjer, så de kan udføre reparationerne lige så godt som en professionel.

Samsung oplyser, at man vil udvide sit gør-det-selv program til flere lande og flere produkter. Desuden vil der komme flere reparations-værktøjer og manualer. Forhåbentligt er Danmark med i næste omgang….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De 20 mest innovative i verden