Øretelefoner til skæve sjæle


(Foto: Skullcandy)
Det er ikke usædvanligt, at fabrikanter af smartphones og øretelefoner laver special-udgaver for at fejre en særlig mærkedag.
Kinesiske Xiaomi er f.eks. på vej med nye øretelefoner, som har symboler fra de nye Star Wars på. De bliver sikkert eftertragtede hos stjernekrigs-fans.
Amerikanske Skullcandy bruger en helt anden anledning til at lancere sine nye Grind 420 Haze True Wireless øretelefoner.

(Foto: Skullcandy)
De har en usædvanlig og græs-agtig overflade, som skal markere, at de er en musikalsk festlig-holdelse af, at hash – cannabis – er blevet legalt at sælge og købe til privat brug i 21 amerikanske delstater.
Jeg skal ikke kunne sige, om lyden i de nye øretelefoner passer bedst til syret musik eller, om brugeren får mest glæde af dem, når han eller hun er skæv.
Indendørs er de hash-glade ”earbuds nemlig identiske med Skullcandys pænt sælgende standard Grind modeller.
Det vil sige en god lydkvalitet, stemme-styret betjening, Skull-IQ teknologi og personlig tonekontrol via den medfølgende app.

(Foto: Skullcandy)
Øretelefonerne er sved- og vandtætte efter IP55 specifikationerne og har automatisk tænd og forbindelse til smartphones.
Automatisk Støj Reduktion (ANC) får man ikke til denne pris, men driverne er på seks millimeter I diameter og skal kunne levere 101 dB lydtryk ved maksimalt tre procent forvrængning.
Batterierne i de 62,5 gram tunge Skullcandies kan holde lyden kørende i op til 40 timer, så længe man husker at lægge øretelefonerne i den medfølgende bæreæske, når man ikke lige har dem siddende i øregangen.
Den store forskel skal man altså finde i den ydre fremtoning af de nye Skullcandy 420 Grind Haze øretelefoner:
Selve øretelefonerne kommer i en lettere «omtåget» salvie-grøn kulør med sølv-agtige undertoner. Overfladen har et markant mønster med lilla og orange elementer. Tilsvarende kommer bæreæsken i røgfarvet gråt.
Skullcandy har samtidig travlt med at fortælle, at man ikke vil begynde at sælge cannabis og tjald. Kun levere udstyret til den passende musik-kulisse.
På det amerikanske marked sælger Skullcandy de skæve øretelefoner i et begrænset oplag til 90 dollars eller godt 600 danske kroner….
Ingen kommentarer endnu