Porsche lyd til dit tv

Robot er havens alt-mulig-mand

(Foto: Yarbo)

Vi kender alle plæne-robotter, som kan slå vores græs – og robotter til at støvsuge eller moppee vores gulve indendørs.

Men hvad med en robot, der kan klare flere opgaver? Lidt i stil med de store havemaskiner, som man kan spænde alt muligt tilbehør på. Eller et elektrisk multi-værktøj i gør-det-selv personen?

Yarbo er sådan en robot, som mange sikkert ville elske at have i boligen netop nu, hvor vi overgår fra efterår til vinter.

Den nye Yarbo kan nemlig både slå græs, feje fortovet og terrassen, håndtere nedfaldet løv og bruges som sne-feje-maskine. Altså en havens alt-mulig-mand i elektronisk udgave.

(Foto: Yarbo)

Yarbo er designet meget robust, så den er større end en normal plænerobot. Den klarer sig helt uden kabler og kræver heller ikke, at græsplænen, den skal slå, er afgrænset med special-ledninger.

Robotten leveres i en ”nøgen” standard-udgave, hvor man klikker forskellige ekstra moduler på til de opgaver, den skal løse.

Det er f.eks. Yarbo Lawnmower M1 til plæneklipning, Snow Blower S1 til sneen og Yarbo Blower B1, der blæser nedfaldne blade væk som en omvendt støvsuger.

Ifølge fabrikanten egner Yarbo sig til stort set alt terræn. Den vil altså kunne bruges i både en fredelig dansk villahave, i sommerhuset eller på gårdspladsen,.

(Foto: Yarbo)

I den forbindelse er det praktisk, at robotten rummer radar sensorer for at undgå at støde ind i forhindringer undervejs. Desuden kan den oplades trådløst, når den er løbet tør.

Når Yarbo klarer sig helt uden ledninger og kabler, er det nødvendigt, at robotten kan orientere sig på andre måder.

Det foregår ved hjælp af et Precise Positioning System (PPVS), der benytter RTK-GPS og Computer Vision. De skal kunne placere robotten med centimeters nøjagtighed.

RTK-systemet bruges både til at lokalisere Yarbo selv og til at vise, hvor dens docking station er placeret. En travl alt-mulig-robot skal have ny strøm med jævne mellemrum.

(Animation: Yarbo)

RTK positioneringen kan også bruges til at kortlægge og bestemme arbejds-områder på f.eks. fortove, indkørsler, terrasser, gårdspladser og som nævnt – græsplæner.

Og ikke nok med det: Yarbo mister ikke orientering, hvis satellit-signalet skulle svigte for en stund. Sker det, bruger robotten sin egen magnetiske navigation med hukommelse. Yarbo husker derfor, hvor den plejer at arbejde.

Den samme kunstige intelligens udnytter Yarbo i øvrigt til at planlægge den rute, den skal tage under havearbejdct. Robotten vil automatisk vælge den mest effektive og strømbesparende.

Satellit-navigationen kan suppleres med et 4G SIM-kort, så robotten kan styres fra en mobiltelefon. Den forbindelse kan ligeledes bruges til at fjern-overvåge Yarbos arbejde.

(Animation: Yarbo)

Hvis Yarbo holdes opladet, har den kræfter til fire timers arbejde hver dag. Det kan være syv dage om ugen og på alle tidspunkter om dagen. Robotten kræver ikke ferie eller weekend-fri.

De indbyggede elmotorer er holdbare, placeret vandtæt og kraftige nok til at kunne bevæge sig op ad bakker med 68 procent hældning.

Batteriet er en li-ion type på 36 volt og 38,4 Ah. Det fungerer i temperature helt ned til minus 30 grader – altså også i frostvejr.

Det er anbragt i en stålskuffe, der beskytter det mod påvirkninger udefra. Batteriet kan nemt udskiftes, og det lades op både fra den medfølgende docking-station og fra et eksternt batteri.

Robotten finder selv den mest effektive og strømbesparende måde at løse have-opgaven på. (Animation: Yarbo)

Til sidst skal jeg lige huske at nævne, at Yarbo såmænd også kan bruges som en mini-traktor, der trækker ting. Robotten kan beslag til både 5/8” og ¾”, så den kan håndtere reb eller kæder.

Fabrikanten af Yarbo søger med succes finansiering af en storproduktion via Crowd Funding på iværksætter portalen Kickstarter.

Her kan man forudbestille alt-mulig-robotten i flere versioner til en særlig intropris. Alle udgaver har indbygget tyveri-alarm, der vil advare ejeren via mobilen og/eller sirene, hvis der skulle opstå en ”unormal” situation.

Den billigste variant af Yarbo koster 2.799 dollars eller ca. 21.500 kroner. Alt efter, hvilket tilbehør man tilvælger, stiger prisen til maksimalt 3.899 dollars eller knap 30.000 kroner….

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Porsche lyd til dit tv