Pc-taster for grønne fingre

Ny rekord for spilletid

(Foto: Audio-Technica)

Når man taler om og bruger trådløse øretelefoner, er der altid to tal, som tiltrækker sig opmærksomhed – bortset fra prisen.

Begge tal har med spille- eller driftstid at gøre, og de kan godt forvirre. Både brugere, fabrikanter og sælgere bruger dem nemlig i flæng.

Det ene tal drejer sig om, hvor længe øretelefonerne ”selv” kan køre på en batteri-opladning. Det vil sige, hvor mange timer det lille batteri i øreproppen kan spille musik uden at miste pusten. Dette netto-tal ligger ofte på mellem fem og syv timer.

Det andet tal kan være meget højere og bruges derfor oftest i reklamerne. Det udregnes ved, hvor mange gange man kan oplade øretelefonerne på den medfølgende bæreæskes batteri, uden at æske og ørepropper skal sættes i en stikkontakt.

Det er typisk tre-fire gange, så den opgivne (brutto) spilletid når pænt op over 20 timer. Men igen – den kan kun bruges, hvis man husker at have bæreæsken med i lommen og har adgang til en stikkontakt.

Den vil også være en spilletid med afbrydelser, for øretelefonerne skal jo ligge til opladning i en del timer, mens man må undvære sin musik, samtaler og podcasts.

Bæreæsken er klodset i forhold til mange konkurrenters. (Foto: Audio-Technica)

Med ANC støjreduktionen og al elektronikken tændt, når ATMCKS50RW stadig 15 timer netto på en batteri-opladning.

Endelig skal nævnes, at øretelefonerne kan oplades til 90 minutters spilletid på bare 10 minutter. Det er alt sammen flot og på nogle punkter vel nærmest en verdensrekord.

Hvorfor jeg bruger denne lange indledning for at præsentere et nyt sæt øretelefoner fra Japans store fabrikant af lydtilbehør og pladespillere, af et mærke, som ikke er voldsomt kendt i Danmark, skyldes at nyheden kan indeholde et virkelig stort fremskridt.

Japanske Audio-Technica ser nemlig ud til at have løst udfordringen med batterierne. De nye ATMCKS50RW kan køre imponerende 20 timer på sit eget batteri netto og 50 timer brutto, når man husker at lægge øretelefonerne i bæreæsken, når de ikke er i brug.

Det er dobbelt så længe som de mest populære øretelefoner på det danske marked – Apples AirPods. De klarer kun 20 til 30 timer brutto og fem til seks timer netto.

Naturligvis er disse opgivelser snarere teoretiske end praktiske – både hos Apple og hos Audio-Technica. I begge tilfælde er de opgivet uden rumlig lyd eller aktiv støjreduktion, der trækker en del strøm.

Her er alt, hvad man får med i pakken. (Foto: Audio-Technica)

c øretelefonerne vejer til gengæld en smule mere end Apples AirPods Pro, men er mindst 500 kroner billigere.

De har også et andet design: De ligner en lidt større ”klump”, der er uden Apples karakteristiske dråbe hængende ud ad øret.

Lydkvaliteten – og den er selvfølgelig altid den vigtigste – kan jeg ikke sige noget om. Audio-Technica lover dog et solidt punch fra øretelefonernes ni millimeters højttaler-enheder.

De har en transparens-funktion, så man kan lytte igennem musikken. De har aktiv støjreduktion og mulighed for at være trådløst forbundet til flere signalkilder på samme tid – ”multi-point pairing.”

Desuden er Audio-Technica øretelefonerne vandtætte efter IPX4. Det er ikke imponerende, men ok til lidt regnvejr og, når man sveder under fitness eller jogging.

Jeg har ikke kunnet finde en dansk pris på de nye ATMCKS50RW, men i USA skal de koste 218 dollars og ude i Europa 169 euro. Det er ca.    1.300 kroner….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pc-taster for grønne fingre