Vi er holdt op med at købe nye mobiler

Kan modefirma bygge Hi-Fi?

(Foto: Saint Laurent)

Jeg ved godt, at Hi-Fi freaks og musik-elskere er parat til at betale en formue for at få deres anlæg til at lyde så godt og naturtro som muligt.

For nogle år siden har jeg selv skrevet om nogle af de entusiaster, der f.eks. bygger hele deres kælder om, så den kan fungere som et bas-kabinet til deres hornhøjttaler.

Eller om en japaner, der har fået bygget et helt elværk i sin have, fordi den strøm, hans elselskab leverede, ikke var ren nok til hans Hi-Fi forstærker. Der var små klumper i, som man kunne høre som forvrængning i musikken, hævdede han.

De færreste havde dog nok regnet med, at et af de store franske og internationale modenavne ville udvikle og sælge en grammofon i den absolutte luksusklasse. Også prismæssigt.

(Foto: Saint Laurent)

Der er tale om Saint Laurent, som tidligere havde ”Yves” som fornavn. Det var dengang, den berømte modedesigner levede.

Den nye Saint Laurent Rive Droite x Pierre Riffaud pladespiller er håndlavet i det fineste marmor. Motor, rem, tonearm og pickup er udvalgt blandt det bedste, man kan købe på markedet.

Grammofonen er manuelt betjent og uden fjernbetjening. Ejeren må selv skifte plade og sætte nålen forsigtigt i rillen. Eller lade husets tyende gøre det.

Hvis man har råd til sådan en pladespiller, der koster lige som meget som en veludstyret VW Golf, har man vel også tjener eller butler ansat.

Saint Laurent har hyret den kendte franske Hi-Fi designer Pierre Riffaud, der har bygget eksklusive grammofoner til sit fornemme klientel siden 1984.

Det franske modemærke sælger også to velkendte B&O højttalere i sin egen forklædning, Med det berømte Saint Laurent logo på bliver det i forvejen ikke ligefrem billige B&O produkter bare superdyre. (Foto: Saint Laurent)

Det franske modemærke sælger sin nye pladespiller som del af sin Rive Droite kollektion, hvor Saint Laurent har samlet en stribe luksus-gadges, der ikke har med tøj, sko og tasker at gøre.

Under Rive Droite mærket kan man bl.a. købe en kunstbog til 25.925 dollars, et sæt Zai ski til 8.840 dollars eller et skateboard belagt med guld til 3.025 dollars.

Også danske B&O har to produkter med i kollektionen. Det er den tallerken-formede Beoplay A9 gulv-højttaler og den lille bærbare Beoplay A1.

Begge er blevet forædlet af Saint Laurent og fremtræder nu i dybt sort med Saint Laurents berømte logo syet i.

Bang & Olufsen er i forvejen et dyrt bekendtskab, men hos Saint Laurent bliver det decideret kostbart. Beoplay A9 koster f.eks. 18.500 kroner hos B&O. Samme højttaler i de franske modebutikker 31.000 kroner….

(Foto: Saint Laurent)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi er holdt op med at købe nye mobiler