OnePlus 7 Pro kan købes fra 21. maj
Her til aften holdt OnePlus verdenspremiere på sin nye syvende generation af smartphones. Tre modeller omfatter den, men kun de to af dem er interessante i Danmark. Den tredje er nemlig en 5G telefon, som først er rigtig relevant, når vi får det nye lynhurtige mobilnet til næste år.
OnePlus’ 5G mobil lanceres i første omgang kun i England, hvor British Telecom datterselskabet EE ruller 5G ud i 10 byer her til sommer og i yderligere 15 til efteråret.
De to mindre modeller er da også rigeligt interessante – også selvom de er dyrere end tidligere års OnePlus telefoner. Især den nye OnePlus 7 Pro ser ud til at blive en hård nød at knække for Samsung, Apple og Huawei.
Den har nemlig fået en sublim ny AMOLED skærm på 6,67 tommer, der med 90 Hz refresh rate er ekstrem hurtig. Desuden er skærmen for første gang hos OnePlus i den fornemme Quad HD kvalitet.
Alt i alt har det givet OnePlus 7 Pro en topkarakter hos skærm-specialisterne fra DisplayMate. Med en karakter på A+ er OnePlus skærmen en af de allerbedste på markedet lige nu.
OnePlus 7 Pro er samtidig blevet kåret som verdens næstbedste kameramobil af foto-eksperterne fra DxOmark. Kun Huaweis nye og dyrere P20 Pro model med fire kameraer er en smule bedre. OnePlus 7 Pro scorer 111 points – Huawei 112. DxOMark giver OnePlus 7 Pro 118 points til foto og 98 til video.
Begge OnePlus modeller er forsynet med den nye Snapdragon 855 processor, stereo højttalere, Dolby Atmos. Desuden har de RAM Boost, der ved hjælp af kunstig intelligens lærer brugerens adfærd at kende og automatisk allokerer den mængde hukommelse, han eller hun og vedkommendes apps typisk kræver.
Her på Leifshows.dk afslørede vi allerede de fleste detaljer om de nye OnePlus 7 telefoner i går. Der er ingen grund til at gentage dem, når I kan læse dem her.
Dog bør i forbindelse med OnePlus 7 Pro nævnes, at telefonen er udstyret med en særlig vandkøling, der holder ”hjernen” nede i temperatur, selvom den udfordres af avancerede computerspil.
OnePlus 7 Pro har også en unik placering af selfie-skyderen. Den er på 16 megapixel og sidder i en lille skuffe, der popper op i toppen af telefonen. Det betyder, at skærmen kan gøres helt glat og uden indhak eller borede huller til kameraet. Ifølge OnePlus fylder displayet på 7 Pro hele 93 pct. af telefonens front.
Endelig kan vi nu afsløre de officielle danske priser – og hvornår man købe de nye smartphones i butikker og online:
De første modeller i Danmark er OnePlus 7 Pro. De kommer til salg den 21. maj og koster fra 5.399 kroner i en version i Mirror Gray, 6 GB RAM og 128 GB lager. Samme telefon med 8 GB og 256 GB i grå eller Nebula Blue kulør skal man betale 5.699 kroner for.
Vil man oppe sig helt vildt og købe en mobil med 12 GB RAM og 256 GB lager, skal OnePlus 7 Pro koste 6.399 kroner. Endelig kommer Pro’en også i den nye Almond hvide farve til juni. Det er så kun modellen med 8 GB og 256 GB, man kan få i den lyse kulør – og til 5.699 kroner.
Den nye ”almindelige” OnePlus 7 bliver 1.000 kroner billigere og ligger på et prisniveau, vi er vant til fra OnePlus.
Med 6 GB RAM og 128 GB lager koster den 4.299 kroner. Den har en Full HD+ skærm på 6,2 tommer og fås alene i en Mirror grå farve….
Ingen kommentarer endnu